Familien Arildsen: Vi har friheden til at gøre, hvad pokker vi vil - næste stop er Panama

Familien Arildsen, som består af Lene, Klaus og deres datter Freja, er kommet til Curacao, lige nord for Venezuela, og ligger nu i en halvtom ankerbugt med omkring ti andre både. Fem af de ti både er danske.

Det er i det hele taget en oplevelse, som er gennemgående for familien Arildsen, altså at de møder mange danskere.

-  Vi møder danskere hele tiden, og vi skal passe på, at vi ikke bliver for lukkede omkring os selv. Vi er jo ikke ude i verden kun for at møde danskere, men på den anden side er det også en tryghed, siger Lene. 

Det er måske én af de største forskelle på at sejle rundt i verden nu og så for tre år siden, som jeg gjorde med min familie. Dengang holdt vi skarpt øje med danske flag, når der kom en ny båd sejlende ind i ankerbugten.

Men der var langt mellem de danske både. Jeg kan dog godt genkende følelsen af tryghed, når man mødte andre danskere. Vi har en tendens til at samle os med det, vi kender - også selvom vi måske aldrig ville have haft noget til fælles, hvis vi mødtes hjemme i Danmark. Der opstår et fællesskab, når man er på udebane.

Vikingeblod i årerne

Hvorfor er der så mange danskere? Er der flere, der handler på deres drømme? Eller kan vi give “Kurs mod fjerne kyster” skylden? Det er jeg nysgerrig på og spørger Lene, hvad hun tænker om det.

-  Jeg tror, det er vores gamle vikingeblod og nysgerrighed, der spiller ind. Vi tror på, at vi nok skal klare os, også selvom vi ikke aner, hvordan verden ser ud om et år. Måske bliver det lettere, men det kan også blive sværere, og så vil vi hellere tage chancen nu. Sådan tror jeg, det er for danskere. Når man har taget beslutningen, er der ikke noget, der kan stoppe én, forklarer Lene.

Det er ikke et simpelt liv, på trods af at det på billeder kan se sådan ud. Der er en masse hårdt arbejde, og der er mange beslutninger at tage. 

-  Det slider på båden at være afsted, og der er arbejde hver eneste dag. Det er ikke kun rosenrødt. Der er hele tiden lige noget, der går i stykker, fortæller Lene og fortsætter:

- Selvom vores båd er en af de mindste og ældste (en Albin 34 fra 1971), så har de nyere og større både lige så meget at vedligeholde på deres både. Alt bliver slidt - sejl, tovværk, elektronik, så man skal altså virkelig ville det, og så skal man selvfølgelig kunne noget med sine hænder.

Corona-status

Man skal altså kunne noget med sine hænder og have en vis portion is i maven. Det der med is maven hænger sammen med corona, som selvfølgelig præger livet ombord på Pura Vida.

Det var ikke noget problem, da de udelukkende sejlede rundt ved Vincent og Grenadinerne, for der krydsede de ingen grænser og skulle derfor hverken tænke på pcr-test, indklarering eller officielle møder.

Det har først ramt dem nu, hvor de har været i karantæne på båden, efter de ankom til Curacao. Familien bevægede sig i land på Klein Curacao en enkelt gang og blev overvåget fra en helikopter af kystvagten, der bad dem sejle tilbage til deres båd.

Studerende datter ombord

Heldigvis nåede familien at få besøg hjemmefra på Grenadinerne, hvor hele familien for en periode var samlet, da deres ældste datter, Rikke, sluttede sig til.

Myndighederne indvilligede i, at hun var i karantæne fem dage på hotel og fem dage på båden, og på den måde blev der god tid til at være sammen. For skal der peges på én ting, som er rigtig svær, når man sejler langt væk hjemmefra, er det selvfølgelig savnet. 

-  Det var meget vigtigt for os alle sammen at få Rikke ombord. Dét at efterlade sine børn derhjemme er en ting, og det er svært i sig selv. Men at kunne få dem ud, så de kan mærke det der sker, det er så vigtigt. Nu har vi skabt minder sammen med Rikke, og hun er blevet en del af turen, fortæller Lene.

Det blev først rigtig bøvlet, da Rikke skulle hjem igen. Familien var igennem mange pcr-test og mange aflysninger af fly, før det endelig lykkedes at sætte Rikke på et fly hjem til studielivet og Danmark.

Turen går videre

På trods af manglende vaccine sejler familien snart videre. Næste stop er Panama og derefter San Blas-øerne. Derefter er planen stadig, at familien sejler gennem Panamakanalen og ud i Stillehavet.

Når jeg afslutter mit interview med Lene, skal hun videre til skippermøde med nabobåden. Her skal der studeres vind, vejr og rute og planlægges afgang.

-  Vi har friheden til at gøre, hvad pokker vi vil! Hvor kan vi sejle hen, hvad vil vi opleve? Det må have været fantastisk at være opdagelsesrejsende i sin tid, afslutter Lene - og så skal hun videre på eventyr med sin familie.