Stigende bureaukrati bremser udviklingen af de danske lystbådehavne
To politikere og Foreningen af Lystbådehavne I Danmark havde sat hinanden i stævne i Sønderborg Lystbådehavn for at drøfte lystbådehavnenes udvikling og potentialer. Også det stigende bureaukrati og tiltagende myndighedskrav, der gør det særdeles vanskeligt at lave selv mindre tiltag i en havn, var på dagsordenen.
I det sønderjyske farvand ligger en perlerække af driftige lystbådehavne, velbesøgt af udenlandske lystsejlere, landturister og et aktiv for det lokale erhvervsliv og byerne omkring.
En perlerække af havne, der ikke begrænser sig til Sønderjylland, men som fortsætter langs kysterne i resten af landet.
I havne over hele landet er der ikke mindst efter corona-krisen opstået en mangel på bådpladser, ligesom havnene er blevet udflugtsmål for et stigende antal landturister samt nye aktive på vandet som eksempelvis standup-padlere.
- Men der er potentiale for meget mere, og den medvind, havnene i øjeblikket oplever, skal udnyttes. Vi ser gerne, at det bliver nemmere at drive og udvikle vores lystbådehavne, påpeger Søren Hald, formand for Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID).
Millioner til rådgivning
Skal havneudviklingen sættes i gear, må det bureaukratiske arbejde begrænses. Det mener Hald og resten af FLID, der repræsenterer 287 lystbådehavne og marinaer i Danmark:
- I dag tager det måske 3-6 år at få tilladelse til at lave en havneudvidelse, og det koster flere millioner kroner i udgifter til rådgivere at levere de oplysninger, som myndighederne i stigende grad stiller krav om, påpeger Søren Hald.
Det vigtige budskab om de mange besværlige processer gav FLID forleden videre til politikerne Ellen Trane Nørby (V) og Anni Matthiesen (V):
- Der er potentiale for vækst, hvis der kan findes politisk opbakning til at fjerne mange af de bureaukratiske og ofte uforståelige regler, der hindrer udvikling, udvidelser, udgravninger med mere. Og så skal kommunerne også agere mere erhvervsvenligt og ikke forskelsbehandle havnene, forklarer Ellen Trane Nørby, folketingsmedlem og borgmesterkandidat i Sønderborg.
Uholdbart
Også Anni Matthiesen (V) tog FLID's budskab til sig efter havnebesøget i Sønderborg:
- Som Venstres turismeordfører er det en fornøjelse at komme rundt i landet og møde repræsentanter fra de forskellige brancher og få indsigt i de udfordringer, som de har i deres hverdag. Onsdagen bød på besøg på lystbådehavnene i Sønderborg og Høruphav, hvor der især var fokus på de udfordringer og administrative krav, som der er til havnene, når de ønsker flere bådpladser eller anden form for udvikling.
- Dette er ikke holdbart og noget af det, som jeg ønsker at se nærmere på, når vi starter det nye folketingsår, understreger Anni Matthiesen, Venstres turismeordfører, der ligeledes er formand for Folketingets Erhvervsudvalg.