Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Jan Møller er klar til Sjælland Rundt den 17. juni, men mangler gaster.

Jordomsejler Jan Møller mangler fem gaster til Sjælland Rundt på German Frers 50

Vedbæk-sejleren er havnet som i sangen om de ti små kinesere på Højbro Plads. Først måtte én melde fra på grund af en knæskade, én har en gymnasiedimission, en italiener mangler en vaccine og én får besøg af sit barn. I nat brækkede en anden gast tilmed sit håndled - så nu kan du komme med.

Af Troels Lykke |

Dream On, en German Frers 50, skal deltage i Sjælland Rundt den 17. juni med start kl. 11.

Men solo-sejleren Jan Møller, til dagligt boss for LopoLight-lanterner i Humlebæk, mangler i den grad gaster inden afgang:

- Vi skal helst være otte om bord, men nu er vi nede på tre. Vi håber derfor, at der er fem sejlere, der vil med og de skal nok få lov til både at trimme og styre, og det koster ikke noget at sejle med, der er mad om bord, forklarer Jan Møller til Minbaad.dk.

- Jeg kan godt mærke, at det er mere omstændigt med almindelig sejlads med gaster kontra solo-sejlads, siger han og griner.

Som i sangen med de 10 små kinesere

Dream Ons Facebookside skriver Møller blandt i sit nødråb om manglende gaster:

- Desværre kan jeg se, at jeg er havnet midt i sangen om de ti små kinesere på Højbro Plads. Først måtte én melde fra på grund af knæskade, en anden har en gymnasiedimmission på tværs, andre kan ikke rejse ind på manglende vaccine fra Italien, én får besøg af sit barn, som kommer hjem efter et år i udlandet, og senest i nat én som har brækket sit håndled. Intet under, at jeg for det meste sejler alene! Dette åbner op for DIG, hvis du har lyst til at sejle med, så skriv til mig, fortæller Jan Møller, der har sejlet jorden rundt alene nonstop som den første dansker i verden.

Hvis du vil sejle med, skal du møde op kl. 8 på Helsingør Nordhavn - men først efter aftale med Jan Møller. Kontakt sejleren her: jan@lopolight.com.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader