Ambitiøst IMX-hold satser på J/70'eren i 2021 - undtagen ved DH-DM
Den høje intensitet på korte op-ned-baner har fanget den dygtige kap-besætning, der i den nuværende sæson har droppet alle kapsejladser i IMX 40'eren. Kun september måneds DH-DM for besøg af Flux 2-båden.
Selvom Flux 2 i denne sæson primært dyster i J/70'eren er forventningens glæde stor frem mod september måneds DH-DM 2021 for skipper og medejer på kap-båden, Mads Lobert.
Sammen med resten af det konkurrencemindede Sejlerdanmark var Lobert og resten af Flux-holdet sat på bænken i 2020 grundet corona-pandemien.
Forud for sæson 2021 spurgte skipper og co. derfor hinanden: Hvad har egentlig været det sjoveste at sejle på det seneste? På baggrund af dette spørgsmål blev DH-DM prioriteret som sæsonens eneste store stævne i IMX 40’eren.
Mere intens sejlads
Alligevel stiller sejlerne fra Københavnsområdet ikke uskarpe til start IMX 40'eren ved DH-DM. De har taget kampen op i den populære J/70-klasse, som fortsat gør sin fremmarch i de danske sejlklubber.
Teamet har gennem mange år kørt en ambitiøs sejlkampagne i IMX 40’eren og deltaget i Fyn Rundt, X-Yacht Gold Cup, Hven rundt og DH-DM og lignende, men nu er en ny æra indledt for holdet i J/70-klassen:
- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er gået over i J/70 for at sejle de mere intense op-ned-baner. Det er det, vi synes er sjovest på grund af det høje energiniveau, og fordi der hurtigt er en ren tavle at sejle på. Det passer os rigtig godt, at vi til DH-DM to ud af tre dage sejler op-ned-baner. Det er det, som tiltrækker os, påpeger Mads Lobert, skipper og medejer på Flux 2, og fortsætter:
- Vi er fire gode kammerater, som i år har revurderet sæsonen og blevet enige om at sejle J/70 sammen. Vi ville dog ikke gå glip af DH-DM. Stævnet er en kombination af en fantastisk sejlerfest og veltilrettelagte sejladser, og derfor er det blevet årets store mål. Vi har samlet et hold af de mennesker, som vi godt kan lide at sejle med, og som vi ved er dygtige sejlere. Vi forventer både at skulle have det sjovt og få nogle gode placeringer.
Håber på skæv sø
I 2019 sejlede holdet sig til en sjetteplads i gruppe 1 til DH-DM, og det har bestemt givet dem blod på tanden. Farvandet omkring Juelsminde passer godt til teamets mangeårige erfaringer fra Øresund og Svanemøllebugten.
De kan godt lide lidt skæv sø, som slår igen fra land. Teamet håber derfor på frisk til hård vind til DM i september, da de grundet mål og håndtering kun måler ind med fok til DM og lader genuaen blive hjemme.
Det er en kalkuleret risiko, da teamet har den udfordring, at IMX’eren oprindeligt er designet til at sejle med genua, hvorfor de i let luft har svært ved at sejle deres mål hjem med fok.
- IMX 40’eren var ’cutting edge’, da den kom frem omkring årtusindeskiftet. Det var den båd, som X-Yacht dengang havde brugt mest tid på at designe optimalt til IMS-målereglen, og for os var det en næsten ubeskrivelig følelse at få en båd med kulfibermast, -bom og -rat, forklarer Mads Lobert.
- Siden er udviklingen gået enormt stærkt indenfor performace-både, og de her ’hard-core’ race-både, som er kommet frem de sidste ti-femten år har vi bare rigtig svært ved at følge med. Vi kan følge med og slå rigtig mange af turbådene, så derfor er det stadig en rigtig fed båd at sejle konkurrence i, slutter kapsejleren.
Flux 2:
Skipper og medejer, Mads Lobert, Sejlklubben København
Gast og medejer, Christopher Lobert, Sejlklubben Lynetten
Gast og medejer, Morten Villingshøj, Sejlklubben København
Gasterne til DH-DM er:
-Peter Lind
-Anders Wøhlk
-Martin Klausen
-Rune Larsen
-Frederik Korsgaard
-Frederik Jarfelt
-Jesper Sinding