Gå til hoved-indhold
Tur
Søren Stagis Petersen en af de lunere dage ombord på båden. Privatfoto

Overvejer du at lade din båd overvintre i vandet? Søren viser vejen

Søren Stagis Petersen fra Nappedam har valgt at lade sin Jeanneau 32 blive i vandet hele året rundt. Det giver andre oplevelser og forlænger det gode liv til søs, fortæller han til Minbaad.dk.

Af Cille Rosentoft |

Mens de fleste bådejere nu har fået deres båd på land og allerede sukker efter at få den i vandet igen, er der en del bådejere, der forlænger sæsonen og lader båden blive i vandet hele året.

Cille Rosentoft fra Minbaad.dk har været i kontakt med én af dem, Søren Stagis Petersen fra Nappedam. Året rundt lader han sin 32 fod lange Jeanneau fra 2006 ligge i vandet - hør hvorfor samt hvilke forholdsregler han tager herunder: 

En hyggelig hule i vintermørket

Søren bruger båden til tursejlads og har primært købt den, for at hans to børn skal få en oplevelse af livet til søs. For Søren har livet til søs også noget at byde på, når solen ikke varmer, og når badetøjet er skiftet ud med uld inderst og vindtæt yderst.

Derfor har han valgt at lade sin båd blive i vandet hele året, på nær en enkelt uge i foråret, hvor den er på land for at blive malet:

- Jeg har den i vandet året rundt for at udvide sæsonen i begge ender. Både november, marts og april kan være dejlige måneder at sejle i i Danmark. Derudover holder jeg meget af at være i båden hen over vinteren og benytter den som en hyggelig hule i havnen, fortæller Søren.

Forholdsregler ved overvintring i vandet

Der er en række vigtige forholdsregler man må tage, når man som Søren har valgt at lade båden overvintre i vandet. På den måde sikrer du dig, at båden klarer vejrskifte og frost.

- Jeg tømmer alt vandet fra tankene og har en olieradiator i båden til at tænde, når temperaturen kommer under fem grader. Derudover starter jeg motoren op omkring hver 14. dag, forklarer Søren.

Sejleren er ofte på båden, så på den måde følger han med i om alt er, som det skal være. I år planlægger han også at sejle i både december og januar, når vejret tillader det.

Gode råd ved overvintring

Hvis du drømmer om at gøre som Søren, og lade din båd overvintre i vandet, skal du ifølge Watski.dk forholde dig til følgende:

1. Nye og kraftige fortøjninger

2. Undgå fugt

3. Beskyt motor og skroggennemføringer mod frost

4. Tøm varmtvandsbeholder, vand- og septiktank

5. Konserver toilettet

6. Tøm båden for vand

7. Fjern hynder, tekstiler, sejl og sprayhood m.m. og opbevar dem et andet sted

8. Oplad batterier

9. Vask overdæk og flyt båden til en plads med læ

10. Tilse din båd regelmæssigt

Motor
content-loader
content-loader
content-loader