Corona-tilpasninger skaber pænt overskud i Dansk Sejlunion på 1,5 mio. kroner
Aflyste eller omlagte aktiviteter er sammen med stabile indtægter de primære årsager til, at Dansk Sejlunion kommer ud af 2020 med et stort overskud. Særligt rejse- og mødeudgifterne har været skåret naturligt ned, da meget arbejde er foregået digitalt.
Med et overskud på godt 1,5 millioner kroner er resultatet af Dansk Sejlunions drift i 2020 væsentligt større end forventet. Et resultat, der overordnet skyldes, at færre aktiviteter kunne gennemføres som planlagt, mens indtægterne omvendt har været stabile.
Før corona-pandemien lukkede Danmark ned, forventede sejlunionen at slutte 2020 med et underskud på en halv million kroner. Derfor er det også med en vis frustration, at Dansk Sejlunion nu fremlægger regnskabet, siger Line Markert, formand for Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.
– Selv om det selvfølgelig ser pænt ud på papiret, så vi allerhelst, at pengene var blevet brugt til at skabe sejlerglæde. Men vi må også se i øjnene, at det har været et særligt år, som ingen har kunnet forudse slutningen på.
Stram økonomistyring
En del af det store overskud skyldes, at støtten til klubber og klasseorganisationers aktiviteter stort set har været halveret på grund af sæsonens mange aflysninger.
Dernæst har omkostningerne internt i Dansk Sejlunion været holdt på et minimum på grund af corona-restriktionerne.
Særligt rejse- og mødeudgifterne har været skåret naturligt ned, da meget arbejde er foregået digitalt. Slutteligt har sejlunionen taget et aktivt valg om at holde igen med omkostningerne i begyndelsen af pandemien, hvor ingen vidste, hvad fremtiden bragte, siger Line Markert.
– Vi var blandt andet midt i ansættelsen af to nye medarbejdere, da corona lukkede landet ned. Dem valgte vi at sætte på standby for at beskytte os selv. Vi vidste reelt ikke, om pandemien ville medføre krise i klubberne, eller om sponsorer begyndte at trække sig. Derfor prioriterede vi en stram styring af vores økonomi i den periode.
Selv om udgifterne har været usædvanligt lave, har der dog ikke været tilsvarende nedgang i indtægterne. Snarere tværtimod.
Nye indtægter og forlængede partnerskaber
I 2020 har Dansk Sejlunion blandt andet set en eksplosiv vækst i antallet af udstedte fritidssejladsbeviser, som har genereret højere indtægter end forventet. Derudover valgte Dansk Sejlunions sponsorere; TORM, Team Danmark, Salling Group og Kirkbi at forlænge deres sponsorater til og med udgangen af 2021.
Det har været vigtigt, netop fordi Dansk Sejlunion på grund af det udsatte OL både skulle holde hånden under de sejlere, der skal til Japan og samtidig bakke op om de atleter, der træner med et OL-perspektiv for 2024.
Selvom der således har været behov for at bruge flere penge i talent- og eliteafdelingen, er det lykkedes til fulde at finansiere dette gennem forlængede partnerskaber med vores sponsorer.
Pengene skal ud at leve
I 2021 budgetterer Dansk Sejlunion med et underskud på en million kroner. Nye aktiviteter på tursejler- og trænerområdet er på tegnebrættet, og den første ansættelse er allerede en realitet.
Samtidig bliver sæsonen i år forhåbentlig ikke ligeså præget af corona-situationen, som den foregående, siger Line Markert.
– Vi er jo ikke sat i verden for at opbygge egenkapital. Pengene skal ud at leve i Sejlerdanmark til glæde for alle sejlere. Derfor ser jeg frem til, at vi – hvis alt går vel - igen kan sætte aktiviteter i gang i klubberne, og at vi kan mødes fysisk i stedet for bag skærmen. Jeg glæder mig også til at se resultaterne af den nye satsning på turområdet og udvikling af trænere, som vi prioriterer i år.
Kigger man længere ind i fremtiden, giver årets overskud dog også en vis tryghed, pointerer hun.
– Vi må selvfølgelig se i øjnene, at vi kigger frem mod et 2022, hvor der fortsat er usikkerhed om de kommercielle indtægter. Med det store overskud i år står vi selvfølgelig bedre rustet til at håndtere de udfordringer, der kommer.