Lorenzen-kommentar: Sir Ben Ainslie - et fænomen som altid går efter at vinde
Til Danish Open i 2010 på Bornholm deltog Sir Ben. Her måtte OL-legenden nøjes med en lidet flatterende 7.plads, og jeg husker klart hans store frustration med specielt at forstå reglerne godt nok, forklarer Morten Lorenzen, tidligere chef for Danish Open. Lorenzen tegner et portræt.
Morten Lorenzen, bestyrelsesformand for Minbaad.dk og tidligere chef for Danish Open samt direktør i KDY, forklarer om Sir Ben Ainslie, der netop har taget to sejre i Prada Cup i America's Cup den 15. januar 2021:
Da udfordrer-serien Prada Cup startede i nat dansk tid, var det med to højst overraskende sejre til det engelske team Ineos med Sir Ben Ainslie ved roret.
I opvarmnings-serien før jul fik briterne lamme-tæsk, de tabte alle deres matcher og var langsomme både i speed og håndtering.
De fleste kommentatorer afskrev det britiske team helt og mente, at det måtte blive et race imellem italienerne og amerikanerne om, hvem der vinder retten til at udfordre Team New Zealand i America's Cup.
Ben giver ALDRIG op
Men som altid skal man huske, at Sir Ben Ainslie ALDRIG giver op. Han er som få fuldstændig determineret til at vinde. “Coming Second Is The First Looser” er en kendt frase, ikke mindst i match race, og for Sir Ben er der ikke noget alternativt til at vinde.
Og efter de svidende nederlag før jul har briterne arbejdet intenst med at forbedre stort set alle funktioner og systemer på Rita, som AC75'eren er døbt. Alt, der kunne forbedres, er blevet forbedret.
Nattens performance, hvor Team Ineos smadrede først amerikanerne og derefter italienske Team Prada, har i hvert fald bragt Team Ineos tilbage som favorit til at vinde udfordrerserien i min optik.
Rita var ikke kun hurtigst på banen, men nok så overbevisende også på taktikken og ikke mindst i pre-starterne, som har vist sig yderst vigtige. Præcis, som vi kender det i match race generelt.
Bedste OL-sejler gennem tiderne
Sir Ben Ainslie er verdens suverænt bedste olympiske sejler med hele fire guldmedaljer og en enkelt OL-sølvmedalje. Igennem hans karriere har han primært sejlet jollerne Laser og Finn.
Men tilbage i 2005 tog han favntag med match race på World Match Racing Touren. Klogt nok allierede han sig tidligt med meget dygtige match race-sejlere som Matthew Cornwell og senere danske Christian Kamp, og i 2010 blev Ben Ainslie verdensmester i match race ved at vinde touren
Til Danish Open i 2010 på Bornholm deltog Sir Ben med begrænset succes. Han måtte nøjes med en lidet flatterende 7.plads (Adam Minoprio vandt), og jeg husker klart hans store frustration med specielt at forstå reglerne godt nok.
Der var mange diskussioner med Umpirerne, som han ofte var helt uenige med - og som sejlende kommentator hørte jeg en del hidsige ordvekslinger med regeleksperterne.
Overfaldt fotograf i Perth
De fleste kan sikkert også erindre, da Ben Ainslie overfaldt en fotograf under VM i Finnjolle i Perth i 2011, der var tæt på at koste ham en udelukkelse til OL i London i 2012.
Hans tydelige temperament og hans vinder instinkt er en kæmpe driver i hans mål om altid at stå øverst på præmieskamlen. Til tider står den dog også i vejen for ham.
Men i klassisk Ben Ainslie stil tog han hjem fra Bornholm med et klart mål om at forbedre sig på regelområdet, og hyrede flere match race-regeleksperter, heriblandt Craig Mitchell.
Og på trods af, at alle havde afskrevet Bens chancer for at vinde Tour’en og verdensmesterskabet endte han, med Christian Kamp som trimmer, med at vinde VM i match race i 2010.
Måske skal Team Ineos møde kiwierne i cuppen
Nu handler det om Prada Cup, og kampen om hvem der skal have lov til at udfordre Team New Zealand i Auckland. Hvis nattens dominans viser sig at holde i de kommende sejladser, vil det blive Team Ineos, der bliver udfordrer.
Det eneste lille spørgsmål jeg har er - hvordan klarer Rita og Ben sig i de lettere vindforhold, som tidligere har vist sig at være deres svage side? Der er fantastiske muligheder for at se eller gense de intense match race-dueller på www.americascup.com.
Morten Lorenzen