Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Den nye lovgivning vil håndhæves under en række kontroller. Foto: Københavns Vestegns Politi

Nye regler for sejlads ved Københavns vestegn: To sejlere skal holde udkig, når der trækkes vandski

Under sejlads med vandski skal to sejlere holde udkig for og agter, hvis skiene trækkes under 300 meter fra kysten. Københavns Vestegns Politi har offentliggjort nye regler, der gælder fra i dag, onsdag den 15. september.

Af Sara Sulkjær |

Københavns Vestegns Politi indfører lokale sejladsregler for sejlende, både motordrevne og brætsejlere med videre, i en zone på 300 meter fra kysten inklusiv havne for kommunerne i Brøndby, Hvidovre, Ishøj og Vallensbæk.

- Det skal være trygt og sikkert for børn og voksne at bade fra stranden og svømme ved kysten, og derfor indfører vi lokale regler i politikredsens kystnære områder for fartøjer som for eksempel speedbåde, vandscootere og brætsejlere, forklarer vicepolitiinspektør Claus Bardeleben i en pressemeddelelse.

Reglerne gælder også i vintersæsonen

Der gælder i forvejen generelle søvejslove, regler for vandscootere, krav til speedbådsførere, havnereglementer og mere – og de gælder fortsat: 

- De nye regler kan sammenlignes med lokale færdselsbestemmelser, hvor vi her går ind og beskytter vandets ’bløde trafikanter’ ekstra mod ulykker, forbyder hurtig sejlads og pålægger motorbåde, jetski og surfere at vise særlige hensyn over for badende og sejlere i en 300-meters zone fra stranden, påpeger Claus Bardeleben.

Han tilføjer, at reglerne gælder hele året – også nu, hvor sommersæsonen går på hæld med færre badende og sejlende – men naturligvis især vil komme i spil fra næste bade- og sejlesæson. 

Vinkelret til og fra kysten og planing forbudt

Reglerne forbyder først og fremmest, at førere af de nævnte fartøjer sejler på en måde, som er til ulempe for badende eller andre sejlende eller støjer til ulempe for andre.

Ifølge reglementet må motordrevne fartøjer nu kun sejle direkte ud og ind fra stranden vinkelret på kystlinjen. De må altså ikke sejle på tværs eller rundt i 300-meters zonen.

Bestemmelserne forbyder ligeledes specifikt motordrevne fartøjer i at sejle så hurtigt, at skroget løfter sig fra vandoverfladen og planer. 

Vandskibåde og vandscootere 

Både, som trækker vandski eller lignende i 300 meters zonen, skal være bemandet med mindst to til udkig for og agter og udvise særlig agtpågivenhed over for andre.

De må kun sejle ud eller ind, når der ikke er badende og sejlende i sejlretningen.

Ligeledes må vandscootere og lignende kun sejle direkte til og fra kysten og maksimalt med en hastighed på fem knob.

Maritim politikontrol vil håndhæve

Københavns Vestegns Politis særlige maritime enhed patruljerer i farvandet ud for politikredsen for at kontrollere sikkerheden til søs. 

Enheden vil fremadrettet som en fast del af sine opgaver også have fokus på at håndhæve de nye kystnære regler. 

Reglerne træder i kraft efter midnat til onsdag den 15. september og overtrædelse straffes med bøde.

Se det fulde reglement her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader