Gå til hoved-indhold
Tur
Frederik med kæmpe fangst. Privatfoto

Frederik på 21 år er skipper på egen båd i Caribien - uden at komme fra en sejlerfamilie

Frederik har haft én drøm de sidste fem år: At sejle på langfart som skipper på egen båd. Nu er han i Caribien, 21 år, skipper på sin Jeanneau 36 og med ansvaret for gaster. Han er beviset på, at man kan, hvad man vil - hvis bare man er målrettet.

Af Cille Rosentoft |

Frederik Stenholt Bruun på 21 år er lige nu i Chatham Bay. Her nyder han livet på sin båd, en Jeanneau 36 fra 2007.

Det har ikke altid ligget i kortene, at Frederik skulle sejle langt. Men da han først fik idéen, gik han målrettet efter den.

En øl koster mange arbejdstimer

Det betød, at han gennem hele sin gymnasietid arbejdede på at lægge penge til side. Når hans venner tog på bar og brugte penge, havde han hele tiden tanke for den drøm, som han havde besluttet at forfølge.

- Hvis man først begynder at overveje, hvor mange timer man skal arbejde for at få råd til en øl eller noget mad ude, så er det pludseligt ikke så vigtigt at få den øl. Altså når man regner det om til timer - efter skat. Hele min livsstil har været indrettet efter min langturssejlerplan, forklarer Frederik og uddyber:

- Lige siden 9. klasse har jeg været motiveret af det. Alt, hvad jeg har sparet sammen, er gået til båden. Jeg har ikke haft behov for dyrt mærketøj. Jeg har faktisk ofte spurgt mig selv; “vil jeg have den skjorte eller en lang sejltur med vennerne i Caribien?” Svaret var ikke så svært...

Ikke fra en langturssejlerfamilie

For Frederik startede det for alvor på efterskolen - også selvom han har sejlet Optimistjolle, siden han var seks år.

Han gik på Hou Maritime Efterskole og blev inspireret der. Ikke så meget af dét at sejle stærkt, men af livsstilen. Det simple liv og bare dét at være ombord på en båd.

Da han var færdig med efterskolen, flyttede han på sin mormors 24 fods motorbåd fra 1979. Så boede han der fire måneder om året. Nød livet og tog på ture med sine venner. Her blev han overbevist om, at sejlerlivet var rigtigt for ham.

- Jeg kommer ikke fra en langturssejlerfamilie, og jeg troede faktisk i starten, at jeg skulle være gast. Jeg har aldrig været på natsejlads med min familie eller sejlet længere ture. Men jeg blev mere og mere målrettet. Jeg ville sejle langt, og jeg ville være skipper.

Stejl læringskurve

Nu er Frederik afsted. Han forlod Ry i Midtjylland i juni 2020 og tog til Kroatien, hvor hans båd ventede på ham. Båden købte han i Kroatien i 2019 efter at have søgt længe. Frederiks tur er baseret på at have gaster med. Det medfører et stort ansvar, men som Frederik selv siger, er han vokset med det. 

- Det der er usædvanligt ved mig er, at jeg er en ung skipper. Jeg er afsted på egen båd og har ansvaret for gasterne ombord. Det trives jeg rigtig godt i. Jeg hviler mere i det nu. 

Det har været en stejl læringskurve for Frederik. Han startede med ø-hop i Kroatien, og på det tidspunkt var en lang sejlads på omkring 20 sømil. Frederik sejlede småture for at lære båden at kende og for at vokse i rollen som skipper. 

Der er heldigvis mange, der gerne vil med på Frederiks båd:

- Folk er helt vilde. Unge mennesker synes, det er fedt med en ung skipper! Mange søger en ungdomsbåd, og det må man jo sige, at min båd er, siger Frederik.

Frederik har gaster med, fordi han ønsker et sejlende fællesskab. Det er et aktivt valg om at være sammen og få det hele til at køre sammen. På det første opslag, som Frederik lavede, fik han 50 henvendelser. Nu får han stadig et par henvendelser om dagen fra mennesker, der gerne vil ombord.

En velforberedt skipper

Frederik beskriver sig selv som 110% forberedt. Sideløbende med at han sparede op, forberedte han sig på alt teoretisk. Det betyder, at han har diplomer på det meste: Duelighedsbevis, Yachtskipper 1. og 3. grad, sundhedskursus og en masse andre kurser, der har forberedt ham teoretisk på det store ansvar, som han lige nu lever med.

- Jeg er meget rolig og gør kun ting, som jeg har styr på. Derfor var det meget vigtigt for mig at have styr på alt, forklarer Frederik, da han fortæller om de mange kurser, han har fulgt inden afgang.

Frederik tager den med ro. Han planlægger kun én måned ad gangen. Lige nu har han tænkt sig at blive ved Grenadinerne et par måneder mere og derefter tager han stilling til, hvad der så skal ske.

Af samme grund har han heller ikke planlagt gaster mere end et par måneder frem.

Det er dyrt at tage på langtur

Frederik har allerede erfaret, at det er dyrt at tage på langtur. Dyrere end han regnede med. Udstyr og vedligeholdelse løber op. Men det er ikke umuligt at spare op til. Frederik har desuden sørget for at have en buffer med, så han ikke bliver væltet omkuld af uforudsete udgifter.

Med gaster ombord er det økonomiske også et fællesskab. Gaster betaler køjepenge og alle udgifter til havn, gas og mad deles de om.

- Jeg kunne have købt en ældre båd billigere, men så ville vedligeholdelsesomkostningerne have været enorme. Jeg kom frem til, at det var bedre at have friheden til at være på eventyr, frem for at bruge al tiden på vedligeholdelse og arbejde på båden, siger Frederik og tilføjer:

- Men man kan jo sagtens købe en billigere båd og stå for mere arbejde og vedligeholdelse selv. Det er en smagssag.

Frederiks bedste råd til andre unge, der gerne vil på langtur:

• Det handler om at komme afsted. Tag en beslutning

• Man behøver ikke komme fra en sejlerfamilie. Man skal bare ville sejlerlivet

• Man skal øve sig og forberede sig inden afgang

• Det handler ikke om, hvor stor båden er. Det har ingen betydning - man skal bare købe en båd. Ikke tænke så meget

• Forbered dig ved at tage alt det teoretiske inden

Motor
content-loader
content-loader
content-loader