Ikke alle mink slås ihjel - tæt på Aarhus Lystbådehavn boltrer de sig og dræber rotter
Ejvind Nielsen, havnemester på Aarhus Havn, understreger, at mink er drøneffektive mod rotter, og folk er vældig tilfredse med, at der er dyreliv omkring dem, skriver TV MidtVest.
I daglig tale er minken i Danmark udryddet, efter regeringen i forbindelse med Covid-19-pandemien besluttede, at alle skulle aflives af frygt for mutationer.
På trods af dette lever der stadig mink i det fri – og en af familierne holder altså til på Aarhus Ø tæt ved lystbådehavnen.
Havne sætter mink ud for at undgå rotter
Selvom det egentlig er en invasiv art, som Naturstyrelsen helst ser sig fri for i naturen, foretager de sig ikke noget, selvom minken altså lever i bedste velgående blandt boliger, både og fiskere.
- Der er det lidt specielle ved mink og havne, at ofte er de blevet sat ud af havnen selv for at undgå rotter. Det er ikke helt efter reglerne, men det ser vi ikke desto mindre, siger Lars Bruun Hansen, der er vildtkonsulent hos Naturstyrelsen til TV MidtVest, der viser en video af minkene.
At de er gode til at holde rotter væk, bekræfter Ejvind Nielsen, der er havnemester på Aarhus Havn. Han understreger dog, at de ikke har noget at gøre med minkens ankomst, der ifølge Facebook-opslag kan spores flere år tilbage.
- Om de har fået et lift af nogen på området, skal jeg ikke kunne sige. Men de er drøneffektive mod rotter, og folk er vældig tilfredse med, at der er dyreliv omkring dem, siger Ejvind Nielsen.
Kilde: TV MidtVest