Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Cille Rosentoft, der har krydset Atlanterhavet, har sejlet flere sømil end de fleste erfarne kloge mænd, som hun støder på i diverse havne. - Men der tales oftest hen over hovedet på mig og søges anerkendelse og kommunikation hos min mand i stedet for, forklarer hun i en kommentar.

Cille kan genkende kønsdiskrimination i sejlermiljøet

KOMMENTAR: Da jeg læste undersøgelse foretaget af Dansk Sejlunion, ramte resultaterne mig lige i maven. Det har aldrig været nemt for mig, at lande i denne sejlerverden. Men jeg vil heller ikke acceptere den rolle, som jeg tilbydes, fortæller tursejler Cille Rosentoft fra København.

Af Cille Rosentoft |

De nyligt offentliggjorte resultater af en undersøgelse foretaget af Dansk Sejlunion, bakker desværre op om mine personlige oplevelser i en sejlerverden præget af nogle meget fastlåste mandsdominerede traditioner. Måske handler det ikke om traditioner, men mere om dårlige vaner.

Min umiddelbare reaktion, da jeg læste undersøgelsen, var i hvert fald: “Ja, det kan jeg godt genkende.”

Ikke en naturlig del af sejlermiljøet

På et “hverdags-sejler-plan” - altså sådan ét, hvor jeg ikke arbejder professionelt med sejlads og derfor ikke i mit arbejdsliv er udsat for kønsdiskrimination - bliver jeg hver eneste dag forsøgt mindet om, at jeg ikke er en naturlig del af sejlermiljøet. Udelukkende (vurderer jeg) på grund af mit køn. Min blotte tilstedeværelse i en havn kalder på kommentarer og gode råd.

Jeg har endda sejlet flere sømil end de fleste erfarne kloge mænd, som jeg støder på i diverse havne. Men der tales oftest hen over hovedet på mig og søges anerkendelse og kommunikation hos min mand i stedet for.

Dumme kommentarer og råd

Åhhh, havde jeg dog tal på de mange gange jeg har fået et godt råd med på vejen. Råd som min mand aldrig udsættes for, på trods af at han står lige ved siden af mig.

Og alle de gange der er blevet talt hen over hovedet på mig, “fordi jeg sikkert ikke forstod mig på den slags”.

Og dumme kommentarer om hvor kvinder hører hjemme - og det er ikke bag roret.

Engang på vores langturssejlads, da vi var nået til Tobago, blev jeg smidt ud af Customs and Immigrationskontoret, fordi de ville tale med min mand, altså med skipper. De gik ud fra, at det ikke kunne være mig. De nægtede at lade mig stå for indklarering og jeg måtte rødglødende tilbage på båden og hente min mand.

Ja, ja, det var ikke i Danmark. Men er der forskel på den sejlerkultur jeg mødte derude og den, der udspiller sig herhjemme i år 2021?

Det handler om at invitere ind

Jeg er holdt op med at kæmpe imod. Jeg har i stedet travlt med at definere mig selv som “ikke-sejler”, for så siger jeg nej tak til et fællesskab, som jeg alligevel ikke (endnu) kan være med til at definere. Sådan tror jeg mange kvinder (og mænd) reagerer, når de støder på en dybt forældet og virkelig trist tendens, som resulterer i eksklusion af visse grupper.

Men som Christian Lerche fra Dansk Sejlunion så smukt udtrykker det, “så handler det jo om at invitere flere indenfor og fastholde i fællesskabet.”

En opfordring

Jeg tror ikke de mænd, der kommer med dumme kommentarer, spørger min mand i stedet for eller giver mig håbløse råd i virkeligheden vil mig det skidt. Jeg tror bare, at de er fastlåst i en håbløs mandsdomineret (sejler)verden, hvor vi helt har glemt at stille spørgsmål til de italesættelser og handlinger, som vi selv er en del af.

Så måske en opfordring til at huske det herfra. Vi vil allesammen gerne have en sund sejlerkultur, hvor alle kan udvikle sig og har lyst til at være en del af. Vi kan alle lære noget af hinanden og måske kan vi faktisk udvikle sejlerkulturen i en spændende retning, hvis vi tør invitere ind.

Cille

Motor
content-loader
content-loader
content-loader