Sæsonen skudt i gang: Selv teenagerne var med og valgte venner og fester fra

Årets første weekendtur er netop afsluttet. Vi har ventet og knoklet for at få båden færdig, så den kunne søsættes, og vi kunne sejle den hjem til vores plads i Svanemøllen Havn.

Det er én af ulemperne ved at købe båd i slutningen af sejlersæsonen. Man når ikke at få nok sejlture, og vinteren har været helt utrolig lang.

Det er denne båd, vi købte.

Men nu er det nu. Vores nyindkøbte Hallberg Rassy Mistral S/Y Humle fra 1976 ligger på sin plads og venter på os.

Bilen er pakket. Hele familien er lokket med ombord, så vi er to voksne, to teenagere, en pige på elleve år og en bådbaby på tre år. Alle klar på et par dage på havet. Alle med gode minder om at krydse et Atlanterhav og sejle mange sømil sammen på lidt plads.

Drivvåde, mel i klumper og buksevand

Vi træder ud af bilen og får fyldt en trillebør med alt vores bagage. Himlen åbner sig, og ALT bliver gennemblødt. Bagage, mennesker, tøj, madvarer. Vi har mel i klumper i en af poserne, drivvådt tøj i en anden og alle ligner ofre for buksevand.

Ombord kommer vi, og så starter tørreprocessen. Tøj overalt, lidt mel hist og pist, våde børn og lidt mindre entusiasme end bare en time før. For sådan er det sejlerliv jo. Det skifter så hurtigt, og man er så afhængig af vind og vejr.

Pludselig kommer solen frem, humøret stiger, tøjet tørrer, og afsted kommer vi. Kurs mod Flakfortet og ikke Hven, som vi ellers havde drømt om. Ingen i familien drømmer om at gå i karantæne i ti dage efter en weekendtur til Hven.

Vi har tit snakket om at sejle til Flakfortet, men aldrig fået gjort noget ved det. Det er en kort tur på ca. fem sømil. En fin distance at starte på, når vi har en lille mand ombord, som har været søsyg på hver eneste sejltur indtil videre.

Vi har frisk vind fra nord og flyver afsted. Rimelig høj sø og endnu højere humør. Ingen bliver rigtigt søsyge - det kan dårligt nås på den korte distance.

Otte hornfisk på krogen

Vi lægger os langskibs lige ved minigolfbanen, sol i cockpittet og så er vi lige der, hvor vi allerhelst vil være.

Vi tager et døgn ved Flakfortet. Ligger side om side med mine svigerforældre i deres båd magen til vores. Fejrer fødselsdag i cockpittet fredag morgen og sejler derefter videre mod Dragør. Ingen vind, så vi går for motor på et helt fladt hav.

Ankommer til den gamle havn efter et par timer. Ingen søsyge og alle i godt humør. De tre store børn forsvinder et par timer med deres fiskestænger og kommer tilbage med otte hornfisk.

Middag i sejlklubben, aften i cockpittet og en nattesøvn, som ikke kan sammenlignes med nattesøvn nogen andre steder.

Sejlture trumfer venner og fester

Da vi sejler hjem mod Svanemøllen dagen efter, er det i gråvejr og med sejlertøj fra top til tå. Der er ikke meget Caribien-følelse over det. Men der er en følelse af, at vi ret hurtigt lander i det her sejlerliv.

Og der er en følelse af, at vi har et vildt kort på hånden til at lokke vores store teenagere med. Et kort, der trumfer venner og fester. I hvert fald engang imellem. Måske er det fordi, det også minder dem om den ro, vi fandt, da vores liv kun handlede om at sejle og at opleve.

Da vi nærmede os Svanemøllen Havn, holdt vores ældste teenager fast i roret. Han ville gerne sejle os ind på plads. Og det gjorde han. Bakkede båden ind, som om han aldrig havde lavet andet.

Det kan godt være, at de hadede os lidt, da vi fortalte dem, at de skulle væk fra deres venner i to år fra 2016-2018. Men jeg ved med sikkerhed nu, at det var den bedste gave, vi gav både dem og os alle sammen som familie.

Det er den tur, der samler os nu, og som vi bygger videre på, når vi tager afsted seks mennesker på 33 fod i øsende regnvejr - og kommer smilende hjem to døgn efter.