Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Anne-Marie Rindom har meget at juble over - senest Rolex World Sailor of the Year-nomineringen. Foto: Peter Brøgger

Fornem hæder: Anne-Marie Rindom nomineret til Rolex World Sailor of the Year for anden gang

Den danske OL-guldvinder i Laser Radial er endnu engang nomineret til Rolex World Sailor of the Year, én af sejlsportens mest fornemme priser. Hun vandt den i 2019 - mon hun kan gøre det igen?

Af Sara Sulkjær |

Den 13. november modtog Anne-Marie Rindom dansk sejlsports mest fornemme hæder, prisen for Årets Sejlsportspræstation. Fem dage senere blev den 30-årige landsholdssejler nomineret til en af den internationale sejlsports mest prestigefulde priser, Rolex World Sailor of the Year, der uddeles af det internationale sejlforbund, World Sailing.

En pris, hun også var nomineret til i 2019 - og som hun vandt - efter en formidabel sæson med både VM- og EM-guld.

En kæmpe anerkendelse i en svær tid

Derfor var det også en overrasket og ydmyg sejler, der torsdag modtog den gode nyhed:

– Det er en kæmpe ære og den største anderkendelse, man kan få fra World Sailing. Samtidig er det en pris, der går på tværs af bådklasser, så det er jo stort bare at blive nomineret, særligt i et OL-år. Der er så mange sejlere, som har gjort det godt, og alle dem, jeg er nomineret sammen med, fortjener at vinde, siger Anne-Marie Rindom i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion og fortsætter:

– Det har været et meget anderledes år og en meget anderledes forberedelse til OL. Derfor er det også en kæmpe anerkendelse af, at det lykkedes i en svær tid. Jeg er meget glad.

På grund af corona er prisen ikke uddelt i 2020, så OL-guldvinderen kan med rette fortsat kalde sig for 'regerende verdens bedste kvindelige sejler'.

Brug for din stemme

En offentlig afstemning indgår i afgørelsen, så Anne-Marie Rindom får brug for alle de stemmer, hun kan få. Du kan stemme på Anne-Marie Rindom lige her.

Samme kan du deltage i kåringen af verdens bedste mandlige sejler, samt beslutte hvem der bør få World Sailings bæredygtighedsaward '11th Hour Sustainability Award'.

Vinderne bliver afsløret den 2. december via et virtuelt liveshow afholdt af World Sailing.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader