Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Jan Hansen fra Lynetten i København vandt Garmin Round Denmark Race i år. I næste måned gælder det Guldborgsund Baltic Race. Foto: Peter Brøgger

Solo-sejler Jan Hansen kan ikke få sømil nok - er vild med Guldborgsund Baltic Race

Singlehandsejler og sejlmager Jan Hansen fra Lynetten Havn er 64 år og al den erfaring kommer ham til gode, når han 26. til 28. august sejler solo i Guldborgsund Baltic Race. Minbaad.dk interviewer københavneren, der også skal sejle Silverrudder.

Af Troels Lykke |

Senest vandt Jan Hansen Garmin Round Denmark Race i et tæt opgør mod Anders Johansen fra Vejle efter at have sejlet over 700 sømil.

Jan Hansen har sejlet Fyn Rundt 60 gange og Sjælland Rundt 30 gange og han holder sig i form ved at løbe flere gange om ugen.

Gik rundt om Anholt

Da vi talte med ham i den her uge, var han på Anholt med kæresten Helle Jespersen, som han også sejler dobbelthand med, de havde netop gået rundt om øen.

De to var på tursejlads i hans anden båd, en Alu-45, Dansail, men det er mest kapsejlads, som han er kendt for, når han sejler i sin Figaro 2, ’The Beast’.

Figaro 2 fra 2003, er skabt til shorthand-sejlads, hvor der er få om bord, det er en bundsolid glasfiberbåd, der vejer 3 tons og stikker 2,15 meter, forklarer Jan Hansen til minbaad.dk.

- Sejladsen er udfordrende især med mange sejlskift og når spileren på 117 kvadratmeter er sat er der i alt 150 kvadratmeter oppe, forklarer sejlere om båden, der har tre fokke, storsejl, jib zero, code zero, stagsejl og tre gennakere. Der er nok at lave om bord, siger han og griner.

Han skifter i øvrigt sin Figaro 2 ud med en Aelos P30 senere i år, hvis den er bygget færdig i Dubai.

En udfordrende sejlads

Om hvorfor han igen vil sejle med i Guldborgsund Baltic Race singlehand fra 26. til 28. august, siger han.

-Jeg kan aldrig få sømil nok og så er det opvarmning til Silverrudder i september. Men jeg synes det er en udfordrende sejlads med meget navigation og det kan også være lange stræk i sejladsen. Jeg har jo sejlet i sejladsen før hernede, der var det dobbelthand med blandt andet med Helle og med Henrik Jørgensen, forklarer han.

Han ved ikke om han vil sejle den korte eller lange solo-udgave i Guldborgsund Baltic Race.

En anden grund til han vil være med i sejladsen, der starter i Nykøbing Falster.

- Jeg synes de lokale sejlklubber gør det godt, de har meget entusiasme og det er et hyggeligt stævne om end at man skal passe på ikke at gå på grund i Guldborgsund, siger han og smiler.

Dobbelt- eller singlehandsejlads

Lige nu er kun 20 både tilmeldt sejladsen, der tilbyder doublehand-sejlads på enten 155 eller 225 sømil samt singlehandsejlads på 86 eller 155 sømil.

Deltager man i sejladsen fra 26. til 28. august, kan man ligge gratis i Nykøbing Falster indtil solosejladsen Silverrudder starter i Svendborg 17. september.

www.guldborgsund-baltic-race.dk/

Motor
content-loader
content-loader
content-loader