Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Jan Hansen ses her i Danmark rundt sejladsen fra Aarhus, hvor han vandt knebent over en JPK 10.30. Foto: Peter Brøgger
Kapsejlads

Sådan slog Jan Hansen rekord i Silverrudder - rundt om Fyn alene i tiden 18 timer og 31 minutter

- Vi fløj mod Strib med 12-16 knob. Det hele under fuld kontrol. En Figaro 2 er en fantastisk båd, humøret var højt og stadig stigende, forklarer Jan Hansen, der var en af de syv startvindere. Her er solosejlerens rapport.

Af Troels Lykke |

Vi bringer her - med tilladelse - Jan Hansens blog om Silverrudder 2021, Fyn Rundt solo fra Svendborg til Svendborg, bagbord rundt. Sejlmager Jan Hansen, der har passeret de 60 år, er en yderst erfaren solosejler fra Lynetten. I år vandt han ligeledes Danmark rundt-sejladsen solo i sin klasse.

Jan B. Hansen i The Beast slog rekord i Silverrudder i Keelboat Medium i tiden 18:31:47, hvor han dermed overgik Wolfram Heibecks tidligere rekord på 19:18:03 i kategorien kølbåd.

Jan Hansen skriver på sin hjemmeside jbhsailing.com:

Før starten, torsdag d. 16. september

For at få samlet tankerne om morgendagens udfordring begyndte jeg dagen med en lang travetur rundt i Svendborg og ud til Thurø.

Jeg nyder at gå rundt nogle timer i mine egne tanker, analysere de forskellige scenarier, som jeg forventer at møde, og få sat mig op til møde udfordringerne.

Ved skippermødet annoncerede min formodede værste konkurrent, Per Svanberg, at han desværre måtte trække sig med en materiel skade.

Så ærgerligt for Per, som vandt i både 2019 og 2020. Vi var begge sat op til god fight, og næste år sejler vi i hver vores klasse. Så foreløbig ingen chancer for en rematch. Jeg vandt et Navionics-søkort ved lodtrækning, og tænkte det var en god begyndelse. Bare kom med noget mere. 

Starten fredag d. 20. september kl 11:00

Jeg var ude af havnen en times tid før start for at vurdere strøm og vind i startområdet. 1-2 knobs modgående strøm, kombineret med 4-6 knobs vind med varierende vindvinkler omkring 130-180 twa, kan nemt give et meget komprimeret felt.

Vigtigt ikke at blive låst på luv / stb side af Sundet var strategien. Men så snart slaget startede, blev alle planer ødelagt af udefrakommende begivenheder / både. Kort efter start bliver jeg desværre låst lidt fast blandt lidt for langsomme både på stb side.

Efter 20-30 minutter kom der en enkelt åbning mellem de luv både og pust med frisk vind, der gjorde, jeg kunne dykke over mod bb til mere fri vind. Ved udgangen af Svendborgsund var der fem både foran: Black Caravella (altid en haj i de lette forhold), én X-99 og to JPK 10.30. Efter rundingen af Thurø-bøjen satte begge JPK’ere Code 0.

Hentede X-99'er efter en time

Jeg mente helt klart, det var bedre at holde højden og blive på Fyn-siden, hvor den sydgående strøm er svagere. Efter én times tid havde jeg hentet både X-99 og Black Caravella. De to JPK’ere var gledet agterud og til læ. For min skyld kunne de godt tage os i mål med det samme.

Efter passagen af Storebæltsbroen var vinden frisket op til knap 20 knob, og der manglede 10-20 grader i at kunne holde Romsø. JPK’ere går rigtig godt under de forhold, og de begyndte at trække lidt højde op på mig bagfra.

Men da der var lovet en højredrejende vind, skødede jeg lidt løst, satte farten over højden og lod de andre pege, hvorhen de ville.

Efter en times tid kom drejningen først gradvis med 20-30 grader. Derefter ret markant med 30-40 grader mere. Så var det bare slå over på stb halse og se skråt bagud på konkurrenterne.

Sejlvalg ved Fyns Hoved

Fyns Hoved blev rundet omkring kl. 17:30, 20-25 tws, 115 twa. Stort dilemma: Skulle det være det sikre sejlvalg med en Code 0, eller skal jeg satse og håbe på mere østlig vind og sætte A2. Kylling er man vel ikke, op med A2.

Fem sømil senere måtte jeg indse, at et lidt mere fjerkræsagtigt valg havde været bedre. Vinden øgede og spidsede. Ned med A2 og op med fokken. Ud af regnen kunne jeg skimte den førende JPK 10.30, Hinden, agterude, med sin A2. Det så alt for kontrolleret ud, men han ramte også skralderen og måtte ned i fok.

Jeg kunne trække lidt fra ham på den videre færd mod Æbelø, som blev rundet kl. 19:35. Efter øen skal der faldes lidt af mod Strib, og vinden var rummet lidt. Stadig med knap 30 i stødene.

Jeg kunne se, Hinden ikke satte noget flyvesejl efter rundingen, og tænkte her er chancen for nogle nemme meter. A2’eren lå lige klar i cockpittet, hvor den absolut ingen gavn gør, så op med den.

Fløj mod Strib med 16 knob

Derfra tog fanden ellers ved båden, vi fløj mod Strib med 12-16 knob. Det hele under fuld kontrol. En Figaro 2 er en fantastisk båd, humøret var højt og stadig stigende.

Tragten blev passeret med 6-10 knob BS og medgående strøm. Vinden aftog og spidsede en del efter den nye bro. Bomningerne gav lidt ekstra udfordringer i svag vind, regnvejr og medgående strøm.

Det gav intet tryk i sejlet, der nærmest var klistret sammen. Men det gik ved at bomme over meget store vinkler, så trykket kunne holdes. A2 måtte kortvarigt ned mellem broerne og op igen efter campingpladsen.

Efter passagen af Stenderup Hage kl. 21:30 kunne jeg ånde lettet op for denne gang; ingen stop i Lillebælt. Farten kom igen op omkring otte knob. Før Bågø skiftede jeg fra A2 til Code 0, som blev oppe indtil kort før Lyø. På trackeren og FB kunne jeg se, at Anders Johansen var udgået nord for Strib med rorproblemer.

Ærgerligt og surt med så ny en båd. De to andre JPK’ere lå begge ret agterude, ca. 1-2 nm i distance.

De gik begge godt med deres Code-sejl og kom gradvis lidt tættere. De var begge ret nemme at kende med deres atypiske lanterneføring: En én meter høj, hvid LED strip på forkanten af masten, som oplyste forsejlet.

Overtag ift. JPK i let vind

Hinden var kun få hundrede meter bagud, da vi begge måtte slå et slag uden om Avernakø ved 3-tiden. Vinden var aftaget til 5-10 knob, hvilket passede mig ret fint. Jeg plejer at have et lille overtag på de brede JPK’ere i de lettere forhold.

Det holdt også denne gang, og jeg øgede afstanden lidt ind mod Lehnskov ved indsejlingen til Svendborgsund. Da vi først var kommet ind i Svendborgsund, med vinden i trynen og strømmen i den modsatte ende, var selvtilliden i top.

Min båd er hurtigere, min rutine mht. til manøvre er stor, og jeg har været i Sundet mere end 60 gange før. Det lugtede lidt af guld.

Jeg trak yderligere noget tid ud af Hinden og var i mål kl. 06:31, 10 minutter før Hinden. På tredjepladsen kom den tilbageværende JPK, Lightworks, yderlige 10 minutter efter.

Stor respekt for de nærmeste konkurrenter, Hinden sejlet af Jonas Hallberg og Lightworks sejlet af Michael Hoefgen, som begge pressede på hele vejen rundt og ikke gav mig et øjebliks ro.

Slog en anden Figaro 2 med halvanden time

Der deltog en anden Figaro 2, Batfish, sejlet af Bart Desaunois fra Holland. Han kom ind som nr. 7, ca. halvanden time efter The Beast.

Udover at vinde mediumklassen med over 100 fuldførende både, klippede The Beast og jeg ca. 45 minutter af den hidtidige opsejlingsrekord.

Ifølge statuetterne har jeg nu wildcard til fremtidige Silverrudder, indtil rekorden er slået.

Der skal en hurtig båd/skipper og ekstraordinære favorable vindhold til at stikke den.

Jan Hansen

Figaro 2:
Designer: Marc Lombard
Bygget: Fra 2003 - 2016
Bådvægt: 3.600 kg (7.900 lb)
Dybgang: 2,15 m (7,1 fod)
LOA: 10,15 m (33,3 fod)
Bredde: 3,43 m (11,3 ft)
Motortype: 19 hk Volvo
Bulbkøl: 1.100 kg 
Storsejlareal: 35,6 m
Fok: 28 m

Data fra Silverrudder 2021:
Indregistrerede både: 450
Aflysninger inden start: 29
Både, der blev væk uden aflysning: 67
Både, der startede løbet: 354
Både, der gennemførte løbet: 329
DNF: 25
Nye rekorder: I alle 7 starter

Sejladsen kan genspilles på TracTrac

Motor
content-loader
content-loader
content-loader