Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
'Thumps up' fra Johan Søe, der tog den øverste podieplads ved EM i Østrig. Foto: Sejlerlandsholdet

Danske Johan Søe er Europas bedste slalom-windsurfer under 21 år

Windsurferens korte karriere nåede et foreløbigt højdepunkt med sejren ved U21'ernes EM-stævne i Østrig. Flotte starter og god fart sendte Johan Søe på sejrskurs. Også talenterne, Johanne og Andrea Schmidt, imponerede ved 49erFX-EM i Grækenland.

Af Sara Sulkjær |

Efter seks dage på den østrigske sø Neusiedl am See sejler unge Johan Søe fra Aarhus Windsurfing Klub sig til en overbevisende sejr ved U21-sejlernes europamesterskab. 

Det skriver Sejlerlandsholdet på sin Facebookside.

En stabil serie

Sejren kom i hus efter en flot (6)-1-1-1-1-(3)-serie, der sender surferen mod sin hidtil største sejr i karrieren:

– Det er helt fantastisk at have vundet. EM har været et rigtig godt stævne for mig, hvor jeg var særdeles skarp i mine starter og havde rigtig god fart, påpeger Johan Søe og uddyber:

- Vi havde meget forskellige vejrforhold, men det lykkedes mig at lave en ret stabil serie. 

Femteplads til unge 49erFX-talenter

Det er ikke kun hos windsurferne, at september måned har stået i europamesterskabernes tegn. Også i de olympiske 49er- og Nacra-klasser har man afviklet EM-stævner. 

I fraværet af de dygtigste besætninger, der efter sommerens OL i Tokyo har sat en velfortjent pause i kalenderen, har flere af de yngre talenter vist de rød-hvide-farver. 

Ikke mindst 49erFX-sejlerne Johanne og Andrea Schmidt viste vejen og kunne starte det afgørende medal race i de røde bibs, der indikerer, at besætningen inden sejladsen lå på stævnets tredjeplads. Feltet var dog uhyre tæt, og en femteplads i medaljesejladsen var for pigerne lig en samlet placering som nr. fem ved EM:

- Selvfølgelig er det super ærgerligt. Men vi lykkedes med det, vi gerne ville i medal race, og når vi ser tilbage på stævnet, er vi rigtig stolte, understreger Andrea Schmidt overfor Sejlerlandsholdets Facebookside.

Se alle resultaterne fra EM i 49er, 49erFX og Nacra her.

Kilde: Sejlerlandsholdet

Motor
content-loader
content-loader
content-loader