Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Der er et kæmpe akvarie på havnen i Stege. PR-foto

Blå Oplevelser i Stege: Klap en skrubbe, se de flotte aborrer eller tag med på fjordsafari

Vaskeægte 'Blå Oplevelser' venter på sildemarkedet i Stege. Det fortæller projektleder Søren Larsen, der også vil fortælle om de mange naturoplevelser, Stegområdet byder på den 3. og 4. september.

Af Cille Rosentoft |

Den 3. og 4. september afholdes der sildemarked i Stege, og her vil der blive budt på vaskeægte 'Blå Oplevelser' på havnen.

Projektleder og havbiolog Søren Larsen fra projekt Blå Oplevelser er klar med fortællinger om naturen og dyrelivet i Stege Bugt. Men ikke nok med det, Søren Larsen har også et rørebassin og et kæmpe akvarium med, så det er muligt at komme helt tæt på og røre ved nogle af de spændende fisk, der lever tæt på havnen.

- Livet under vandet her ved Stege Havn er ekstra spændende. Fersk vand fra Stege Nor mødes med det mere salte vand fra Stege Bugt, og det betyder, at man blandt andet kan opleve aborrer og gedder i havnen side om side med typiske saltvandsfisk som skrubber og torsk, forklarer Søren Larsen.

Fjordsafari

Hvis vejr og vind tillader det, vil Danske Tursejleres bøjeskib tage interesserede med ud på fjorden, så man med egne øjne og ører kan opleve det spændende dyreliv og den interessante natur, egnen er så rig på. Men man skal være vaks ved havelågen, for der er begrænset plads.

Det traditionsrige Sildemarkedet i Stege trækker således hvert år masser af folk til byen, hvor der er boder, musik og naturligvis sild på menuen.

I år krydres markedet med muligheden for at gå på opdagelse i egnens unikke natur. Søren Larsen viser flotte film fra verdenen under overfladen i Stege Havn.

Der er masser af føde, der svømmer ud af det mere ferske Nor i form af eksempelvis rejer, men også kutlinger, som smutter rundt nede på bunden.

Hundestejler vandrer samtidig frem og tilbage mellem fjorden og Noret på det helt lave vand. De er eftertragtede af gedder og aborrer, så der er en overflod af føde til de store fisk i den smalle åbning. Og dem kan man se, hvis man tager en snorkel- eller dykkertur i Stege Havn, forklarer Søren Larsen.

Flere oplevelser i den blå natur

Med sig på Sildemarkedet har Søren Larsen Danske Tursejlere, der naturligvis vil fortælle om nogle af de herligheder, man kan opleve som sejler.

Det er Danske Tursejlere, der står bag projekt Blå Oplevelser. Målet med projektet er at få flere til at tage del i aktiviteter i naturen langs vores kyster og fjorde. I løbet af de næste par år vil projektet i ord og billeder give alle, der færdes i det fri, en lærerig information om naturen og kulturen i de kystnære områder.

Projekt Blå Oplevelser er støttet med 1,5 mio. kr. af Nordea-fonden samt af Friluftsrådet og Danske Tursejlere, der hver støtter med 0,5 mio. kr.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader