AFI 2Star-kampen starter søndag: 60 pladser frigives kl. 12.00
Deltagere fra sidste års corona-ramte kapsejlads har allerede sikret sig et startnummer, hvorfor sejlerne søndag må være endnu hurtigere, når billetsalget åbner. Over 200 sejlere er til start, heraf er en fortsat større procentdel kvinder.
AFI 2Star byder ikke blot på hård kapsejlads på vandet. Også på landjorden indledes hvert år en kamp, når startnumrene sættes fri. En kamp, der i år blot er øget, da kun 60 startnumre er til salg.
En del af sejlerne fra sidste års light-udgave er i forvejen sikret en plads på startlinjen, hvorfor det for landets øvrige kapsejlere gælder om at sidde klar ved computerskærmen søndag den 28. februar kl. 12.00, hvor tilmeldingen til 2021-udgaven og adgangen til de 60 resterende deltagerpladser åbnes.
Flere kvinder sejler med
I alt 130 både kan være til start, når linjen krydses lørdag den 12. juni. Det betyder over 200 deltagende sejlere. Sejlere, der traditionelt sætter kursen mod Aarhus fra alle landets hjørner, når ét af juni måneds store højdepunkter i den danske sejlsportsverden venter:
- Fælles for dem alle er, at det bliver en weekend med god blanding af kapsejlads og sociale aktiviteter. At mødes i Aarhus Havn fredag aften med gode sejlervenner og dagen efter drikke en moleøl i Ballen, hvor dagens sejlads diskuteres efterfulgt af festmiddagen, er kernen i kapsejladsen, forklarer stævneleder Kenneth Meier-Andersen, der desuden glæder sig over, at flere kvindelige sejlere har fået øjnene op for kapsejladsen:
- Der er en overvægt af mandlige deltagere, men som vi får flere og flere af den yngre generation med, har vi den dejlige oplevelse, at antallet af piger er stigende.
Det gode brand gjorde forskellen
Efter et 2020, der i kølvandet på de daværende corona-restriktioner bød på en anderledes og afkortet sejlads om Thurø, krydser stævneledelsen nu fingre for, at en traditionel AFI 2Star om knap fem måneder kan afvikles ved Aarhus:
- AFI 2Star Race havde en fantastisk opbakning sidste år med vores lightversion, men jeg tror, det mest skyldes det gode brand, vi har, og at tidligere års deltagere ville bakke op. Jeg tror ikke, det vil holde, hvis vi fremover ændrede konceptet til éndags, påpeger Kenneth Meier-Andersen.
Håbet er derfor, at stævnen atter kan vendes mod Ballen på Samsø i 2021. Søndag kl. 12.00 kan du tage del i billetkampen her.