Gå til hoved-indhold
Tur
Den danske båd fik hjælp 80 sømil fra Puerto Rico i Caribien. Foto: Ricardo Castrodad/US Coastguard
Tur
Tur
Tur
Tur

Jonas Vignal-Olsen forklarer om redning af den 47-fods båd S/Y Zoma i Caribien - anker slog stort hul i stævn

Dansk families anker rev sig løs og bankede hul i båden 80 sømil fra Puerto Rico, Caribien, hvorefter US Coast Guard blev alarmeret, og en redningsaktion igangsat. Båden tog vand ind. Læs skipper Jonas Vignal-Olsens beretning om hele oplevelsen på den 47-fods båd i Caribien.

Af Cille Rosentoft |

Jonas, Melanie og deres to piger Uma på 13 år og Zöe på 8 år er på eventyr i Caribien. De har været afsted i halvandet år og har allerede så mange skønne oplevelser med sig i bagagen. Men i tirsdags kom den danske båd S/Y Zoma, en Fijan 47, ud på turens vildeste oplevelse.

Deres anker rev sig løs og bankede hul i båden 80 sømil fra Santa Isabel, Puerto Rico, Caribien, hvorefter US Coast Guard blev alarmeret over VHF’en og en redningsaktion igangsat. Skipper på S/Y Zoma deler her sin beretning om dét, han kalder “deres eventyr i det caribiske hav”:

Jonas Vignal-Olsen fortæller til Minbaad.dk:

Vi sejlede fra Bonaire fredag morgen med kurs mod St. Martin. En rute, der ikke er fed med 10-12 ms fra øst-nord-øst, bølger fra øst på mellem 2-4 meter og kun med 5 sekunder imellem, en strøm på 2kn på tværs. Vi vidste godt, at det ikke blev en sjov tur.

Afsted kom vi, holdende en kurs på 30 grader til vinden, søndag aften tackede vi over og sejlede nu 30 grader imod vinden på den anden halse, men også mere direkte.

Efter min nattevagt gik jeg ned for at sove kl. 6. Men vågnede allerede kl. 6.45 ved en unormal bankelyd, selvom jeg godt vidste, at både anker og bom hamrede op imod vinden, var jeg nødt til at reagere på lyden. Da det samtidig lige var blevet lyst, greb jeg min redningsvest og gik på dækket.

Her konstaterede jeg, at vores Rocna-anker ikke længere sad fastbundet foran, men hang og dinglede ud over siden. Så en hurtig livline i vesten og op på dækket og hive ankeret ombord igen og betragte skaden, som allerede var sket.

Vores anker havde slået hul i båden på størrelse ca 30x60 cm på styrbord side af ankerbrønden, og denne var allerede fyldt med vand.

US Coast Guard alarmeres

Vores pumper kunne til sidst ikke følge med, og vi gik over til at tage vand op med spande for at sætte hastigheden op.

Der valgte jeg at gå på VHF og bede US Coast Guard om hjælp, da vi på det tidspunkt kl. 9.45 kom så meget bagud med tømning, at vandet nu steg over gulvbrædderne. Samtidig forsøgte jeg endnu engang at dække hullet af.

Denne gang med spændebånd, plastikpose og et par plader krydsfiner. Det fik nedsat hastigheden på vandindtrængningen, og vi kunne igen komme på toppen af at tømme vandet ud nogenlunde - i hvert fald holde det stangen hen.

Samtidig kom meldingen fra US Coast Guard om, at de var 20 minutter væk fra os i helikopter, og vi skulle holdes os klar, tage sejl ned og sikre eventuelle ting, der kunne blive blæst op af helikopteren.

Se pressemeddelelse og foto fra US Coast Guard af aktionen.

Redningsaktion igangsættes - who ordered pizza?

Helikopteren dukkede larmende op lige henover Zomas mast og cirklede to omgange omkring os, inden en rescue-diver hoppede i vandet, blot for sekunder senere at dukke op på vores badeplatform, give mig et fistbump og råbe i larmen fra helikopteren “so, who ordered pizza?”

Hvilket fik et smil og et grin frem hos alle. Selvom ingen var gået i panik eller i chok og arbejdede stille og roligt under instruktionerne, de fik, var det alligevel med til at løfte stemningen utroligt.

Herefter gik vi i gang med at gøre klar til at modtage pumpen fra helikopteren. En kasse på 80x80 cm, som kræver to mand at løfte, blev herefter sænket ned fra helikopteren, hængende én meter og mastetoppen på en dinglende Zoma til vores bagbord.

Skræmmende oplevelse når man tænker på, hvor lidt der skal til, for at det går helt galt for helikopter og båd. Men da den lander på søgelænderet, og vi får fat, og jeg får løsnet karabinhagen, var det et lettelse suk, der gik igennem mig.

Prøvede at stoppe hul med plastik

Vi fik bakset kassen op i stævnen og åbnet kassen og rettet pumpen til. En pumpe, der kører på egen generator og kan suge 260 gallons i minuttet. Da den kørte, blev ankerbrønden hurtigt tømt for vand.

Derefter prøvede vi at stoppe hullet indefra med plastik og sætte det i spænd med paddleboards, redningsveste, tovværk, og hvad vi ellers havde liggende.

Nu kunne vi se, at kystvagtens kutter var dukket op i horisonten sejlende 30 knob. Vi holdte en pause med pumpen og Austin, vores rescue-diver havde overskud til lige at foreslå en selfie og fortælle nogle røverhistorier, inden vi pumpede endnu engang.

Nu var helikopteren vendt tilbage for at samle ham op, og han gav en kæmpe krammer og hoppede tilbage i havet for ét minut senere at blive samlet op af vandet.

Coast Guard sejler ind i os

Nu satte kutteren deres RIB i vandet og kom over med to mænd, der ville tjekke hullet og måske prøve at reparere det. Efter de var kommet om bord, stoppede pumpen med at virke, og den ene tabte deres svinedyre radio i havet under en bølge, så smallboat måtte sejle tilbage og hente en ny pumpe og en radio.

Da de kommer tilbage med pumpe og radio, prøver de at sejle på siden af os, men en kombi af en skæv sø og en bådsfører, der ikke helt har styr på det, resulterer i, at de sejler direkte ind i siden på os og bøjer søgelænderet 30 cm ind, slår to huller i siden og slår en mindre flænge på godt 45 cm i dækket. I andet forsøg lykkedes det dem at få radioen over (som ikke er vandtæt).

Nu var turen kommet til pumpen, som lå i en stor olietønde. Så først blev en snor kastet over, og i fjerde forsøg kom den hele vejen. Derefter blev tønden rullet i vandet, og så kunne vi ellers trække den tunge tønde ind, som så samtidig skulle løftes op af det 1,10 meter høje fribord og søgelænderet. Noget af en udfordring i høj sø.

Mor og døtre ombord på redningsbåd

Op kom den, og den nye pumpe blev rigget til og sat i gang. Herefter lykkedes det den samme mand endnu engang at tabe radioen - denne gang ned i den fyldte ankerbrønd. Så nu accepterede de at bruge vores håndholdte orange flydende VHF.

Herefter kom smallboat tilbage og hentede vores to piger på 8 og 13, deres mor og vores ene gast og fragtede dem over på det store skib lige inden solnedgang, og så ville de sejle med dem ind.

Vi fik et vagtskifte, og fik to nye mænd med fra kystvagten, som ville sejle med os ind til nærmeste havn. De to legender stod herefter for at køre pumpen hver gangm den skulle køres.

Det var en enorm aflastning for os nu, da det var blevet mørkt, og vi efterhånden også var blevet trætte.

Vi havde tidligere tændt motoren og holdt den i gang i tilfælde af, at vandet skulle stige for meget, så vi ikke kunne tænde den, og nu fik den fuld kraft de næste 80 sm imod Ponce på Puerto Rico. Vandet hamrede ind over os fra alle retninger.

Sejler efter stjernerne

Undervejs nåede pumpen at gå i stykker otte gange, og de måtte bl.a. låne værktøj, fedt til spil, gummiringe og silikonefedt for at få den tætnet og op at køre igen.

Til sidst blev det for meget at pumpe fra ankerbrønden, og vi riggede den an i cockpittet i stedet og med sugeslangen ned i bilge. Så når niveauet var for højt, kørte vi pumpen.

Vores tre gaster prøvede at sove på skift i løbet af natten, imens hver af os tog en tørn bag rattet. På grund af vandet mistede vi vores kortplotter og instrumenter allerede kl. 21 og sejlede nu efter stjernerne og med kystvagtens kutter i baggrunden. Via radio fik vi at vide fra dem, om vi skulle gå fem grader den ene eller anden vej.

Brandalarmen går

Klokken ca. to gik brandalarmen, og der var fyldt af røg nede om læ. Ledningen til vores ene bilgepumpe var simpelthen kørt så hårdt nu, at den ene ledning var rødglødende og al plastik smeltet. Heldigvis en nem brand at slukke, og ledningen blev revet af.

Kl. 4 lavede vi sidste skift ved roret og fik nu den melding, at marinaen først åbnede kl. 8, så vi kunne godt tage noget fart af. Kl. 6.30 ankom vi i bugten og ventede nu på, at kutteren satte smallboat i vandet, som skulle guide os ind til marinaen.

De søde mennesker i RIB'en sejlede en omgang rundt om os, fremviste en kande kaffe og sejlede så op foran os og førte os ind til marinaen og hjalp os med at lægge til på tank-kajen.

Herefter fik vi pakket alt deres udstyr sammen og gennemgået båden for sikkerhedsudstyr, for at sejle i US-waters er kravene til både nemlig ret høje.

Herefter begyndte vi at hive ting ud af båden for at tørre alt, en lokal fyr kom med en lille håndpumpe som gave, samtidig med de havde ringet til den lokale bådebygger, som kom og kiggede på skaderne.

Customs, manglende VISA og PCR-test

Effektive og hjælpsomme mennesker, det kunne godt blive godt på Puerto Rico. Vi glemte bare lige customs. Nu troppede de op, fem mand, og vi fik strenge ordrer på, at alt mad og frugt skulle holdes nede i båden, og skrald skulle være i lufttætte bokse.

Derefter blev vi udspurgt på kryds og tværs, og de brokkede sig over, at vi ikke kom med en frisk PCR-test. Da det ikke var meningen at ende på en amerikansk ø, havde vi hellere ikke ansøgt om visa. Vi fik at vide, at vi ikke måtte forlade båden overhovedet, og de tog vores pas og bådpapirer - og så gik de.

Om aftenen kom en af de lokale unge sportsfisker-fyre forbi med friskfanget og renset fisk - mere end vi kunne spise, da han syntes, det var synd, at vi var fanget på båden. I morges kom en anden mand forbi med en kasse med brød, forskellige varer og juice... Nå, de er stadig søde her

Hvornår sejler I videre?

Senere samme morgen troppede en mand fra customs op og spurgte os, hvornår vi sejlede i dag - ja, så blev øjnene sgu store på os. Undskyld, hvad? Ja, hvornår vi sejlede?

Det ved jeg ikke, når båden er klar til det...

Jamen, hullet er da lavet, mente manden fra customs.

Hullet havde her fået første gang cement, samt de andre huller var stadig ikke lavet, elektronikken virkede ikke, bl.a. bl.a. Det kunne han ikke forstå, så han ville ringe til vores bådebygger.

Han er heldigvis en snu mand og sagde, der går minimum en uge. Som han sagde, customs var ikke glade for at høre det og vil bare have jer ud, men det skal de ikke bestemme. Nu laver vi hullerne lidt langsomt, indtil I er klar.

PCR-coronatest

Vi spurgte customs-fyren, om vi ikke bare kunne tage en PCR-coronatest både for vores, men også deres skyld, når der nu kommer folk og arbejder her. Men det vil de ikke rigtig svare på, og hvis der er et svar, er det: Jamen, så skal der komme en læge og tjekke jer, og testen skal tages. Så vender de ryggen til og går.

Samtidig har de nu brugt to dage på at lave vores papirer og vil vide præcis, hvornår vi forlader Puerto Rico, selvom vi ikke må tjekke ind her.

Så nu ligger vi stadig på tankbroen, og én fra marinaen var forbi og brokke sig, for åbenbart har hverken kystvagten eller customs fortalt, hvorfor vi er her, og så kan vi jo bare lægge os ud på anker...

Men vores anker og ankerspil er ikke monteret, og vi skal også betale, hvis vi ligger her længere. De kan ikke rigtig arbejde med noget, der ikke er 100 procent efter planen, afslutter den danske skipper, Jonas Vignal-Olsen.

I kan følge familien på www.facebook.com/syzoma eller på deres egen hjemmeside.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader