Familien Arildsen oplever verden fra deres Albin 34 i Fransk Polynesien - sejler faldt i vandet

Lene, Klaus og deres Freja på 22 år har det stadig fantastisk. 

De rejste fra Danmark i sommeren 2020 og er nu kommet til Fakarava i Fransk Polynesien, hvor regntiden har ramt. Men da jeg fanger dem, skinner solen, og der er 28 grader. Hajerne svømmer rundt om båden, og de nyder deres morgenkaffe i cockpittet.

Alt ånder ro. Men de afslører også, at det ikke hele tiden har været sådan. De er lige kommet igennem et par dramatiske måneder med oplevelser, som har rystet dem endnu tættere og fået dem til at reflektere over egen praksis som sejlere.

At rejse i en corona-tid er det bedste, vi har gjort

Corona har de ikke mærket meget til. De bliver testet, når det er nødvendigt og har mundbind på i butikker, men livet leves ellers som normalt.

- At rejse i corona-tiden er det bedste, vi har gjort. Det skal man ikke lade sig afskrække af, siger Lene og vil opfordre andre til at gøre det samme.

- Der er selvfølgelig stor forskel på, hvor meget de tager sig af corona de forskellige steder. Men overordnet er det ikke noget problem. Vi fik faktisk vores corona-vaccine på Galapagos sammen med alle de lokale, og derefter har der ingen problemer været, fortæller Lene og Klaus.

Familien Arildsen er bevidste om, at det er en anden verden, som de får lov at opleve netop på grund af corona. Der er ikke mange sejlere og både at dele ankerbugtene med, og på den måde virker det hele mindre spoleret og turistet.

På den anden side kan de se konsekvenserne af corona, når de sejler rundt. Mange butikker og restauranter har været nødsaget til at lukke på grund af restriktioner og manglende turister, og det er trist for familien at opleve.

Nyresten og operation

Det har ikke været ren idyl ombord på Pura Vida. Lene blev ramt af pludselige smerter, som kom som lyn fra en skyfri himmel. Efter undersøgelser på et lille hospital på Marquesasøerne fandt de frem til, at Lene havde en nyresten på to centimeter - og den skulle fjernes hurtigt.

Lene havde allerede nedsat nyrefunktion, da hun ankom til hospitalet. Hun endte med at blive fløjet til Papeete for at blive opereret på et privathospital der. Mens hun ventede på operation, blev hun indlogeret på et lækkert hotel.

- Jeg var ked af det og bekymret. Men midt i alt det kaos oplevede vi, at vores forsikring (Gouda, red.) overtog alt. Vi skulle ikke bekymre os om noget økonomisk, og det var en lettelse midt i smerterne og tankerne, forklarer Lene.

Operationen forløb efter planen, og Lene er heldigvis helt tilbage og smertefri igen. Klar på flere eventyr og med en taknemmelighed til forsikringsselskabet og deres mange sejler-venner, der bakkede op undervejs.

Freja ryger over bord

Mens Lene lå på Papeete og ventede på operation, skulle Klaus og Freja sejle deres hjem, Pura Vida, til Fakarava, hvor hele familien efter operationen skulle genforenes. Det blev en tur, som hele familien tænker tilbage på med tanker om, hvad der kunne være sket, og hvor galt det kunne være gået.

- Vi havde fem dages sejlads til Fakarava. Ud for Nuku Hiva var der store bølger, og efter et par timers sejlads ville vi sætte storsejl for at stabilisere båden. Vi ville begge på dæk, og da jeg var ved at unzippe vores lazypack, er Freja på vej op til mig, forklarer Klaus, mens Freja uddyber:

- Pludselig kommer der en kæmpe bølge, og den får mig til at flyve gennem søgelænderet og ned i vandet. Jeg bliver trukket gennem vandet i fuld fart. 

Klaus fortsætter fortællingen:

- Da Freja ryger over bord, er jeg spændt fast, og jeg kan se, at Freja hænger i livlinen med hovedet nedad, og hendes redningsvest puster sig op. Jeg kan ikke komme hurtigt nok hen til hende. Vores MOB sender signal, og plotteren bipper og viser hendes position. Heldigvis virker alt vores udstyr, og jeg kommer fri og skynder mig at sætte motoren i tomgang og prøver at trække hende ned til bagenden af båden til badeplatformen. Det lykkedes os at få hende op på badeplatformen og ombord i sikkerhed, afslutter Klaus.

"Det siger vi ikke til mor"

Midt i den kæmpe forskrækkelse, det er at have en mand overbord helt alene på havet, oplevede både Klaus og Freja, at de havde taget alle de rette sikkerhedsforanstaltninger, og at de kunne bevare roen.

- Jeg er overrasket over, at jeg tog det så cool. Far tog det cool og det smittede. Jeg tror bare, at jeg tænkte: Jeg hænger her, indtil der kan komme styr på det, og så kom der jo styr på det, fortæller Freja.

Freja og Klaus var helt enige om, at “Det her siger vi altså ikke til mor.”

Det var en kæmpe forskrækkelse for Klaus og Freja og efterfølgende for Lene, som selvfølgelig fik hele historien, da hendes operation var overstået, og familien var samlet igen. Men de har taget en del læring med sig, og de har stadig brug for at snakke meget om det. Det kan være svært ikke at tænke over, hvad der kunne være sket.

- Vi snakker om det, og det har haft stor betydning for os. Vi var meget påvirkede af det resten af turen til Fakarava. Vi har fået det bearbejdet nu, men vi har brug for at snakke om det. Man når ikke at reagere i sådan en situation, det sker bare så hurtigt. Når man går rundt i sin t-shirt, er det svært at forestille sig, at det kan gå så hurtigt, afslutter de to seje sejlere.

Langt væk hjemmefra - men ikke alene

Med de sidste måneders dramatiske oplevelser kunne man forestille sig, at familien Arildsen har haft brug for venner og familie hjemme i Danmark - og deres store datter Rikke savnes da også hver eneste dag. De glæder sig til at få besøg af hende i december.

Men heldigvis har de fået opbygget et værdifuldt netværk helt derude i Stillehavet, hvor alle sejlere passer på hinanden. Som en ekstra gave ligger de side om side med Klaus’ bror og hans kæreste, som de har fulgtes med siden Danmark.

- Vi er ikke alene. Vi er der for hinanden. Selvom vi er langt væk hjemmefra, er vi ikke alene, fortæller Lene.

Familien har stadig mange oplevelser foran sig. De forsøger at lade være med at bruge for mange tanker på livet i Danmark, der venter på dem i sommeren 2022. Lige nu er de her og oplever nogle af de smukkeste steder på jorden. Alligevel dukker der tanker op om værdier og prioriteringer.

Hvordan bliver det mon at komme hjem igen? Sådan en rejse som den her forandrer én. Ens prioriteringer bliver anderledes, værdier bliver anderledes. Glider man bare ind i den samme trummerum eller kan vi holde fast?

Det er spørgsmål, som den lille familie stiller sig selv og hinanden - og de afslutter med at slå fast:

- Vi er nogle ganske almindelige mennesker, som bare gjorde det! Det er jo én selv, der får drømmene til at gå i opfyldelse. Og vi er lige nu i gang med at udleve vores drøm.