Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Oscar Thule i midten var helt suveræn i Europajollen. Privatfoto
Kapsejlads

Fredericia- og Egå-sejlere tog topplaceringer på Schweriner See i Europa, Opti og Laser 4.7

Oscar Thule fra Fredericia Sejlklub vinder stort Europajollestævne på Schweriner See, der er et oplagt besøg værd, lyder det i en rapport. Marius Hedegaard i Optimistjolle fra samme klub tog andenplads, mens ny sejler i Laser 4.7, Mads Wegener fra Egå, ligeledes tog andenplads.

Af Troels Lykke |

Stævnet Herbstpokal blev sejlet i flot efterårsvejr på Schweriner See, der ligger mellem Lübeck og Rostock i Tyskland.

Lørdagens sejladser i sol blev sejlet i 6-9 m/s, mens der om søndagen var sydlig vind og 5-7 m/sek. 

Oscar Thule vandt stævne og var langt foran

Europe klassen var der 58 både til start. Det var desværre kun Oscar Thule, Fredericia Sejlklub, som havde tilmeldt sig fra Danmark, men han viste de danske farvet på fornemmeste vis. Der blev gennemført 6 sejladser, og Oscar vandt stævnet efter han sejlede en suveræn serie 1,1,2,1,1,1, og endte således med minimumpoint. 

2. pladsen gik til Sophie Menke med 15 point og 3. pladsen til Mathias Leitl  med 17 point. Oscar Thule er i gang med at teste nye master, og han fortæller, at han har fået bedre fart på kryds i frisk mellemluft.

4 af sejladserne vandt Oscar Thule mellem 60 og 79 sekunder. Oscar beretter endvidere, at han er glad for, at han nu har brudt en lang stime af tyvstarter siden sommerferien. 

Fredericia-sejlader tog andenplads i Optimistjollen

I optimist var danskerne med helt fremme. Marius Hedegaard, Fredericia Sejlklub sluttede på 2. pladsen med 9. point, mens Marius Lindekilde, Fåborg Sejlklub, sluttede på 3. pladsen med 11 point. Stævnet blev vundet af en polsk sejler. Der var 72 startende både i Opti A feltet.

Mads Wegner fra Egå tog andenplads i Laser 4.7

I Laser 4.7 var der 44 startende både, og med dansk deltagelse af Mads Wegner, Egå. Mads er startet i Laser klassen for kort tid siden, men det kunne ikke ses på banen.

Mads Wegner sejlede en meget flot serie, og han havde muligheden for at vinde stævnet i sidste sejlads. Det blev tæt til slut, hvor Mads Wegner sejler en flot 3. plads hjem i sidste sejlads. Det var dog tyske Paul Ulrich, som vandt stævnet med 2 point forspring. 

Tag til Schweriner See med slot ned til søen

Stævnet foregik i super smukke omgivelser på Schweriner See, med det flotte slot lige ned til søen, og skov hele vejen rundt om søen i de flotteste efterårs farver.

Desuden et velorganiseret stævne og rigtig fin baneledelse. Herbstpokal kan absolut anbefales, lyder det fra Fredericia-sejler til minbaad.dk.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader