Aarhus: Spil på dit yndlingshold ved weekendens finale i 2. division
Underholdningen er i top for sejlere og tilskuere i Aarhus, hvor oprykkerne fra 2. division skal udpeges. Stævnet sejles sammen med X-Yacht Gold Cup.
Når Sejlsportsligaens 2. division i denne uge går i havn, er det Aarhus, der får æren af et besøg fra de dygtige sejlere i ligaens næstbedste række.
Nærmere bestemt bliver Aarhus Internationale Sejlsportscenter udgangspunkt for divisionens fjerde stævne, der afvikles sammen med X-Yacht Gold Cup og Sailing Aarhus, hvorfor der ikke er sparet på underholdningen. Oplev blandt andet liga-betting med fede præmier, live-speak og ikke mindst en lang række dygtige besætninger dyste i intense kapsejladser på de kendte op-/ned-baner.
Oprykkerne skal findes
Der er med andre ord meget på spil, når sæsonens sidste stævne for 2. divisions-sejlerne skydes i gang. Formår Thurø at fastholde deres placering, kan de rykke op i 1. division, men hvem der derudover har mulighed for at se sig selv i den bedste række næste år, afgøres i løbet af weekenden.
Youngsters ONE med skipper Lumbye ved roret er langt foran konkurrenterne, men hverken Youngsters-, WOW- eller WildCard-holdene kan rykke op i 1. division. Det er derfor udelukkende de øvrige klubhold, der har mulighed for at kæmpe om oprykningspladserne.
- Bedst ser det dog ud fra Thurø Pirates, der også var på podiet til tredje stævne i Lundeborg. Det var første gang i fire år, at piraterne var på podiet, forklarer Nynne Ammundsen fra Sejlsportsligaen.
Se den foreløbige resultatliste her.
WOW for en fest
Mens Thurø-sejlerne havde en fest i Lundeborg, har også de kvindelige WOW-hold i den grad sat deres præg på 2021-sæsonen. Særligt i Aalborg og ved weekendens stævne i Aarhus har kvinderne været repræsenteret gennem 50 procent af sejlerne eller mere.
- Der har særligt været rift om pladserne til dette fjerde stævne i Sejlsportscenteret. Udover de mange kvinder på startlinjen er der også blevet lagt et par minutters WOW-underholdning ind i det ellers tætpakkede program til X-Yacht Gold Cup-middagen lørdag aften, fortæller Nynne Ammundsen.
Imponerende otte WOW-hold vil således være på startlinjen i Aarhus, hvilket flere af kvinderne ser frem til:
- Det sociale betyder meget, men også diversiteten. Vi ser frem til at sejle mod andre hold, og så er det dejligt at hygge lidt og få kontakt til andre sejlere fra de andre klubber, påpeger flere af kvinderne.
Alle er velkomne til at kigge forbi Aarhus Internationale Sejlsportscenter i weekenden, hvor man kan spille på sit yndlingshold eller yndlingsfarve for at få fingrene i nogle af de lækre præmier fra blandt andet Arp-Hansen Group, X-Yacht, Kjær Sommerfelt og Autohuset Vestergaard.