Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Det var et fly som dette man nu har dykket på udfor Sydlangeland.

Nedstyrtet amerikansk bombefly fra anden verdenskrig fundet ud for Sydlangeland

Et amerikansk B-24-bombefly fra anden verdenskrig er fundet, formodentlig med afdøde personer ombord. Også ti usprængte bommer kan ligge der. Flyet forulykkede i 1944 efter kollision med et andet krigsfly, der ikke er fundet endnu.

Af Troels Lykke |

- De er ret sikre på, at der ligger folk derinde.

Sådan siger operationsofficer ved Søværnets Dykkertjeneste, Snorre Gudnason, om et hold amerikaneres fund på bunden af havet ud fra Sydlangeland. Sådan skriver Fyns Amts Avis.

Her ligger et nedstyrtet amerikansk B-24 bombefly fra anden verdenskrig, som de seneste dage er blevet undersøgt nærmere i et samarbejde mellem Søværnet, et hold amerikanske forskere og Langelands Museum.

Amerikanerne skal vurdere

Det mest opsigtsvækkende resultat er, at der med stor sandsynlighed stadig ligger omkomne inde i flyvraget.

- Amerikanerne er kommet for at verificere flyet og for at vurdere, om de tror, at der stadig ligger folk i det. Det vurderer man ved at kigge på, hvor mange flydele, der er - er det et helt fly eller kun en vinge?

- Og deres vurdering er, at der er mennesker dernede et eller andet sted i flyet, siger Snorre Gudnason, der er leder for den operative afdeling og med ombord på Søværnets dykkerfartøj "Søløven", som netop har afsluttet opgaven på havet med amerikanerne.

Amerikansk forskerhold vil hente omkomne op

Det amerikanske forskerhold har ikke taget noget med fra det nedstyrtede fly, men deres anbefaling er, at holdet vender tilbage for blandt andet at få de omkomne tilbage til amerikansk jord.

Håbet med indsatsen var også at finde det andet nedstyrtede bombefly fra anden verdenskrig, som tilbage i 1944 kolliderede med det, som allerede er kendt - og som der nu formodes at være omkomne i. Men det lykkedes ikke, fortæller Snorre Gudnason.

- Desværre. Det var en del af opgaven, for historien beretter om to fly, der kolliderede i luften. Man er ret sikker på, at der er to fly, men vi har kun identificeret et af dem, siger han og kalder samtidig det ene fly et historisk monument.

Kilde: Fyns Amts Avis

Motor
content-loader
content-loader
content-loader