Gå til hoved-indhold
Lystfiskeri
Hjemmesiden er informativ og inspirerende, og det gør det meget nemmere for alle danskere at tage fiskestangen under armen og komme ud i naturen.”, siger Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn.

Stor national lystfiskerside går nu i luften - minister Rasmus Prehn er begejstret

Nu bliver det nemmere at finde de gode fiskepladser og finde viden om, hvor man skal kaste snøren i vandet for at fange den ønskede fiskeart. En national fiskeplatform, fishingindenmark.info, vil nu gøre fiskeri mere tilgængeligt for både erfarne lystfiskere og nybegyndere.

Af Troels Lykke |

Hjemmesiden www.fishingindenmark.info er nu i luften.

Hjemmesiden er den første af sin art i Danmark, og med beskrivelser af 1600 fiskepladser, samler den kyst- og lystfiskerviden fra hele landet ét sted.

Den nye digitale platform samler alt om lystfiskeri, vandpleje og henvender sig både til erfarne lystfiskere, børnefamilier og turister.

”Jeg er meget glad for, at hjemmesiden ser dagens lys netop i denne svære tid, hvor mange er hjemsendte på grund af corona, og de fleste ting, der giver et afbræk i hverdagen, er lukket ned. Hjemmesiden er informativ og inspirerende, og det gør det meget nemmere for alle danskere at tage fiskestangen under armen og komme ud i naturen.”, siger Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn.

Siden er en del af den nationale strategi for lystfiskeri i Danmark, der blev sat i søen med penge på finansloven i 2018. Siden har Assens Kommune været kaptajn på at føre strategien ud i virkeligheden.

Understøtter om at passe på vandnatur

”Den digitale platform gør det mere spændende, at være lystfisker i Danmark, fordi den er med til at synliggøre de mange inspirerende muligheder, og de mange gode vandsteder, vi har i Danmark. Samtidig understøtter siden også, hvordan vi alle kan passe bedre på vores vandnatur”, siger Arne Kvist Rønnest, der er projektchef i Assens Kommune på den nationale Strategi for lystfiskeri. 

Etablering af Center for Kyst- og Lystfiskerturisme i Assens

Ud over den digitale platform rummer den nationale strategi for lystfiskeri også en etablering af Center for Kyst- og Lystfiskerturisme i Assens, og udbrede lystfiskeriet til kvinder, børnefamilier og ikke mindst turister.

Derudover går nogle af pengene også til at støtte frivillige projekter, der arbejder med vandpleje og hjælp til at sikre bestanden af forskellige fiskearter. 

Fakta om Lystfiskeri:
•    Danmark er et attraktivt land for lyst- og fritidsfiskere, idet søer, vandløb og mere end 7.000 kilometer kyststrækning giver rige muligheder for at opleve den danske natur fra sin smukkeste side og samtidig få en fisk på krogen.
•    Ca. 200.000 danske og 30.000 udenlandske lystfiskere køber årligt det statslige fisketegn, men det er også muligt at fiske ved såkaldte ’Put & Take-søer’ i Danmark, hvor man ikke behøver at indløse det statslige fisketegn. Antallet af lystfiskere i Danmark er således langt højere end 200.000.
•    Der er ca. 200 frivillige lystfiskeriforeninger i Danmark
•    De solgte fisketegn genererer indtægter, ca. 40 mio. dkk. årligt, som går til fiskepleje og forbedring af naturtilstanden i vandløb og søer, for at fremme vilkårene for dyre- og plantelivet og for genopretning af gydepladser og passage for vandrefisk.
•    Danske lystfiskere involveres på frivillig basis i vandplejearbejdet

Fakta om Danmarks nationale strategi for lystfiskeri
•    For at støtte lystfiskeriets potentialer, fik Danmark for første gang en national strategi for lystfiskeri og en finanslovsbevilling for perioden 2018-2021. Bevillingen er på 32 mio. kroner.
•    Det blev i samme forbindelse bestemt, at Assens Kommune skulle stå for den samlede danske indsats for lyst- og fritidsfiskeri og driften af et nyt center for området; Lystfisker Danmark.
•    Lystfisker Danmark har til ansvar at implementere følgende elementer af den nationale strategi for lystfiskeri: etablering af en fælles digital platform, målrettet markedsføring af lystfiskeri, støtte til frivillige indsatser i lokalområderne og, på sigt, etableringen af et nyt oplevelsescenter.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader