H-bådsklubben køber hjertestarter efter Christian Eriksens kollaps
Chokbølgerne skvulpede også hos bestyrelsesmedlemmerne hos H-bådssejlernee, da fodboldspilleren Christian Eriksen faldt om med et hjertestop under en EM-landskamp i Parken. En hjertestarter skal nu være på dommerbåden under alle stævner.
Pilen pegede indad i H-bådsklubben, efter fodboldspilleren Christian Eriksen faldt om med et hjertestop. Her gik tankerne på, hvis et hjertestop skulle ske under afviklingen af et H-båd Liga-stævne - da ville der være uendelig langt til hjælp.
Derfor har Danske H-bådssejlere investeret i en hjertestarter, som under alle stævner i H-båd Ligaen vil være placeret på dommerbåden.
Dermed er der hurtig hjælp at hente ude på banen, hvor dommerbåden altid har tilknyttet et par RIB's eller joller med hurtig aktionsradius.
Det kan ske for alle
- Dét, vi så i Parken, gjorde det pludselig nærværende, og viste at hjertestop kan ske for alle, unge som gamle, og heldigvis har vi ikke langt fra tanke til handling i Danske H-bådssejlere, som nu har investeret i en hjertestarter, påpeger formand Henrik Toft.
I starten af juli måned sejler H-bådene Danmarksmesterskab ved Lollands kyst, hvor frivillige i Onsevig Sejlklub i skrivende stund knokler for at arrangere et fantastisk stævne for mere end 100 sejlere - og nu med en hjertestarter, så sejlerne kan få hjælp.
En hjertestarter kan købes til under 10.000 kr.