Nye sejlerfamilier - mød familien Faldborg Lauritzen som købte en Hunter 306

Her hos Minbaad.dk kan du netop nu møde forskellige, nye sejlerfamilier. Der er kommet mange nye sejlere til, og de er ikke ens. Vi har forestillinger om, hvordan en sejlerfamilie er - men måske vi skal til at ændre vores syn på det?

De sejlerfamilier, jeg, Cille Rosentoft, har talt med, er vidt forskellige, og deres tilgang til sejlads og til dét at være bådejere er der også stor forskel på.

Alligevel har de det til fælles, at de elsker havet, og at de ønsker at bruge tid sammen. Derudover er der ikke mange lighedstræk - men de er alle nye sejlerfamilier.

Mød én af familierne her:

Familien Faldborg Lauritzen: Anne Cathrine 34 år, Flemming 40 år, Magda 3, Agnes 8, Clara 13 og Emil 17 år.

Anne Cathrine og Flemming, hvilken båd har I købt?

- Vi har købt en Hunter 306 på 30 fod for 350.000. Vi sejlede den hjem fra Frederikssund i påsken 2021. Vores køb var en direkte konsekvens af corona. Alle vores venner sad og snakkede om, at de længtes efter at flyve til varmen og swimmingpools, men vores behov var et andet. Så derfor købte vi vores båd, Waldemar.

Hvad er jeres erfaring med sejlads, og hvordan er I kommet i gang?

- Anne Cathrine: Jeg har altid elsket at sejle og har en far, der er fisker i sin fritid. Jeg har kigget på både et stykke tid, men var alene om at drømme om en båd. Jeg kiggede på store og dyre både og sendte den ene annonce efter den anden til min mand, Flemming.

- Han svarede med et: “Hvad har du gang i?”. Jeg blev ved med at insistere og finde både, men han var ikke til det. Til sidst begyndte han dog at svare mig med krav i stedet for: “Den skal ikke være for stor” og “der må ikke skulle laves for meget på den”.

- Da jeg fandt vores båd, sendte jeg Flemming en mail med overskriften: “Nu har jeg fundet den båd, som du kan lide!” Og han svarede også tilbage, at han synes, at den var fin!

- Så overtog han det derfra og kontaktede sælger og lavede en aftale med ham. Den stod på land i Frederikssund og var temmelig rodet og uden hynder, men vi kunne alligevel se muligheder i den. Vi havde allerede set to både før, så da vi kom ombord på denne, havde vi noget at sammenligne med.

- Vi hentede vores båd i påsken og hjalp med klargøring og søsætning, og så var det pludselig vores. Den gamle ejer viste os, hvordan det meste fungerede og forklarede os, at det “altså ikke hedder snore og knuder”. Han havde haft båden fra ny, og det havde betydning for ham at få den sendt godt videre, forklarer Anne Cathrine.

Mens Anne Cathrine gik og gjorde klar til, at de skulle være bådejere, havde både hun og Flemming taget duelighedsbevis. Så det var altså i hus - men som Anne Cathrine sætter ord på, så: “Lærer man altså ikke at sejle på duelighedskurset.” Det skulle de først til at lære.

- Nu kendte vi reglerne og var klar til at lære at sejle, men vi var ikke klar på at sejle båden fra Frederikssund til Hou Nord, hvor vi havde fået plads. Den gamle ejer havde ikke lyst til at sejle hele vejen hjem med os, så vi skulle finde en anden, fortæller Anne Cathrine.

Heldigvis var der en ældre erfaren sejler, der lige havde solgt sin båd, men som bestemt ikke var færdig med at sejle, og han tilbød sin hjælp.

- Vi startede turen fra Frederikssund til Hundested med den gamle ejer ombord også. Da vi gjorde stop i Hundested, gik klappen ned hos mig. Jeg blev usikker på, hvordan det skulle gå, og om vi havde styr på det. Så jeg stod af og tog toget hjem til børnene, forklarer Anne Cathrine og fortsætter:

- Flemming sejlede hjem sammen med vores hjælper, og jeg tog imod dem hjemme i Hou Nord. Da de kom i havn, sagde Flemming: “Det var godt, du ikke sejlede med.” Turen havde nemlig budt på både sejlads lidt for tæt på Hundested-færgen og problemer med en sjækel til storsejlet. Så det var vist en god beslutning, afslutter Anne Cathrine.

Hvordan har jeres sommer været?

For familien har sommeren budt på en masse sejlads og tid til at lære båden at kende. Heldigvis ramte familien de bedste sommeruger og fik derfor lige den sommer, de havde drømt om:

- Vi sejlede til Ebeltoft Vig i bare tæer og badetøj og følte os heldige og på eventyr. Alle fire unger sejlede med til Ebeltoft, og alle børn ombord var søsyge på det ene stræk. Men vi opdagede også alle sammen, at det var væk og glemt lige så snart, vi var i havn igen, fortæller Anne Cathrine og fortsætter beroligende:

- Vi lander alle sammen i det, og børnene bliver mere og mere trygge ved det hele. Magda på snart tre år spørger hver weekend, om vi ikke skal på båden. Hun falder tit i søvn, når vi sejler ud af havnen, men bliver mere og mere mobil ombord.

- Agnes på otte vil gerne være med over det hel, oog vi giver mere og mere slip i forhold til at være trygge ved, at hun har styr på det, påpeger Anne Cathrine.

Hvad har været svært/udfordrende/overraskende?

Her er familien ikke det mindste i tvivl. De vidste godt, at det ville være dejligt at være bådejere og have friheden til at sejle, hvorhen det skulle være, men helt hvor meget de ville nyde det, var de ikke klar over:

- Vi havde ikke regnet med, at det var så lækkert. Vi er helt bidte af det, og vi har været på båden hver eneste weekend hele sommeren, udbryder Anne Cathrine.

Det store fællesskab, der opstår i havnene, er også en af de ting, som Anne Cathrine fremhæver som en dejlig og overraskende bonus ved sejlerlivet.

En udfordring, som har fyldt lidt for familien, har de heldigvis allerede fundet en løsning på:

- Vi har jo sat al vores tid til Waldemar hele sommeren, så vi skulle vænne os til ikke at være hjemme, pakke og tage afsted på weekend. Derfor har vi gjort en del ud af at fortælle vores venner og familie, hvor vi er i de måneder, vi sejler, fortæller Anne Cathrine og fortsætter:

- Vi har haft “åbenbåd” i forbindelse med omdøbning og inviteret vores nærmeste, vist dem hvor vi er og sagt, at de altid er velkomne ombord.

Rigmor og Waldemar - det kan ikke være anderledes

Måske undrer du dig over, hvorfor de har valgt at gå stik imod alle traditioner og kalde deres båd Waldemar og ikke et pigenavn, som “man” plejer. Det hører der en god historie til:

Da de købte båden, hed den Rigmor, men i familien Faldborg Lauritzen er der tre piger og en dreng i børnegruppen. Derfor besluttede Anne-Cathrine og Flemming at skabe lidt mere balance ved at give båden et drengenavn. De valgte navnet Waldemar.

Da de hentede båden hos de tidligere ejere, spurgte de nysgerrigt ind til, om båden nu skulle have et nyt navn. Det måtte Anne-Cathrine og Flemming indrømme.

Hvilket navn skal den have?, spurgte den tidligere ejer. Da Flemming og Anne-Cathrine sagde “Waldemar”, smilede både tidligere ejermand og kone. Det viste sig nemlig, at båden tidligere var opkaldt efter ejerens mormor, som hed Rigmor. Og den rigtige Rigmor var gift med sin Waldemar.

Derfor kunne det selvfølgelig ikke være anderledes, og båden hedder nu Waldemar.

Anne Cathrine og Flemmings gode råd til andre:

1. Hvis I er i tvivl om, I vil købe en båd, så gør det. Man får det kun afklaret ved at gøre det.
2. Start småt, men godt - man behøver ikke starte med en stor båd. Man kan altid prøve det af og så udskifte til en større.
3. Gør op med jer selv, hvad I har tid og råd til. Vi har købt en båd, der ikke krævede nogen istandsættelse af os. Vi ville hellere betale lidt mere og spare tiden.
4. Giv børnene lov til at udforske båden og sig selv. Magda på to år havde livline på den første måned, men så fik hun den af, og hun har fundet ud af, hvordan hun sikkert kommer omkring.
5. Ingen tvang af teenagere. Det er hverken sjovt for dem eller for resten af familien.
6. Et råd, vi selv fik fra tidligere ejer, er: Tag tingene stille og roligt ombord og tal pænt til hinanden - også ved havnemanøvrer (I kan være sikre på, at hele havnen lytter med).