Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Rask og Precht i flyvende stil på Mallorca tidligere i år. Foto: Peter Brøgger

49er og Nacra 17-EM i Aarhus bliver kæmpe med 164 besætninger fra 31 lande

Rejse- og konkurrencelysten ser ud til at være intakt efter et par sæsoner med store rejserestriktioner og amputerede sejlsportsstævner. I hvert fald er tilslutningen til årets store EM for 49er, 49erFX og Nacra 17 på Aarhusbugten ganske pæn to måneder før start 1. juli 2022.

Af Troels Lykke |

Intet mindre end 164 besætninger har benyttet sig af muligheden for at registrere sig tidligt til 49er-, 49erFX- og Nacra 17-EM i Aarhus.

Dermed er Sailing Aarhus tæt på at nå de på forventede 200 både på tværs af de tre olympiske klasser to måneder før, festen starter på hjemmebane i Aarhusbugten. 

Således har 164 besætninger fra 31 forskellige nationer allerede registreret sig til mesterskabet for de tre olympiske sejlsportsklasser. I skrivende stund er 72 49ere, 64 49erFX’ere og 28 Nacra 17-katamaraner at finde i feltet til juli 2022, fortæller Sailing Aarhus til pressen.

Schütt og Nielsby er tilbage

Ved indgangen til maj var ti af de deltagende både danske. Blandt dem er Frederik Rask og Jakob Precht, der er delvis aarhusiansk og repræsenterer Skovshoved Sejlklub, på startlinjen i 49er, mens søstrene Johanne og Andrea Schmidt fra Kaløvig Bådelaug ligeledes er at finde i 49erFX-feltet.

De får selskab af lillesøster Katrine og Ellen Nielsen fra Marselisborg samt AJ Schütt og Iben Nielsby, der var tæt på at sikre OL-billetten til Tokyo i 2021.

Derudover skal flere besætninger fra Oceanien og Nordamerika, USA, Canada, Australien og New Zealand på langfart. Find hele det foreløbige deltagerfelt her.

Stort mesterskab og fantastisk sejlerfest i vente

Sailing Aarhus, der med klubberne i Aarhus, Aarhus Kommune og Sport Event Denmark står bag sommerens store sejlsportsstævne, havde på forhånd meldt ud, at man ventede små 200 besætninger fra omkring 35 nationer i Aarhus.

Det ser ud til, at realiteterne snart indhenter forventningerne, hvilket glæder Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen.

- Vi nærmer os hastigt de 200 besætninger, som var det antal, vi satte som mål, da vi fremlagde EM-planerne sidste år. Det ser ud til, at EM bliver et stort mesterskab, og vi glæder os enormt meget til at skabe en fantastisk sejlsportsfest her på hjemmebane i Aarhus i samarbejde med Aarhus Kommune og Sport Event Denmark. Det er i øvrigt dejligt at opleve den store variation i nationer, der deltager, fortæller han.

Også i Sport Event Denmark er der glæde over den store interesse for at deltage i sommerens sejlfest:

- Man kan bare ikke komme udenom Aarhus, når vi taler om internationale sejlsportevents! Og derfor er det også glædeligt at se, at så mange besætninger har sat kurs mod sommerens EM, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Mesterskabet er det største på dansk grund siden VM i sejlsport for alle olympiske klasser i Aarhus i 2018. Registreringen løber frem til stævnestart den 1. juli 2022, hvilket endnu giver god tid til at runde de magiske 200 besætninger.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader