Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Indmålingen af både efter DH-mål giver selvfølgelig også mulighed for, at bådene kan tilmeldes klubbens egen hovedkapsejlads og deltage i andre kapsejladser i og uden for fjorden, lyder det fra Virksund. Foto: Privat

Virksund Sejlklub: Vi sejler selvfølgelig efter DH-mål til vores onsdagskapsejlads

- Ikke mange af vores både er desværre af samme type. De er bogstavelig talt en hund af hver by, men med DH-målet kan vi alligevel konkurrere på lige fod. Vi synes ikke, at udgiften til en kapsejladslicens er stor, fortæller Jens Kofoed fra Virksund Sejlklub i Limfjorden.

Af Troels Lykke |

Jens Kofoed fra Virksund Sejlklub skriver i et læserbrev:

Forleden kunne vi læse, at man i Svanemøllen har valgt at ramme bredden af sejlere ved at lave individuelle måltal og afholde grillhygge. 60 bådejere kommer på vandet til en hyggelig dyst. Konceptet er enkelt, individuelle GPH-tal, der ændres i takt med resultaterne.

I den inderste del af Limfjorden i Virksund (ikke langt fra Viborg, red.) sejler vi nogenlunde efter samme koncept i Virksund Sejlklub, men har alligevel en anden vinkel på DH-målereglerne. Ingen af os er heller toptunede kapsejlere, men elsker at sejle onsdagssejladser og andre kapsejladser.

Flere og flere deltager

Ikke mange af vores både er desværre af samme type. De er bogstavelig talt en hund af hver by, men med DH-målet kan vi alligevel konkurrere på nogenlunde lige fod.

I vores lille sejlklub oplever vi normalt omkring 20 både på vandet. Måske ikke mange for klubber med flere hundrede sejlbåde i havnen, men antallet af deltagende både skal ses i forhold til et potentiale på 100 sejlbåde.

Antallet af både har de seneste år været svagt opadgående. Vi tror, at det skyldes, at vi søger at indsluse nye sejlere i onsdagssejladserne ved at tilbyde interesserede ny-sejlere ledige gastepladser på andre både, blandt andet gennem klubbens gastebørs.

Tilrettelagte løb

Vi laver kapsejlads-, spiler- og regelkursus efter behov, så vi af disse veje kan gøde jorden for flere deltagere og sejlbåde i vores kapsejladser.

Kapsejladsudvalget sammensætter de forskellige løb efter den enkelte båds DH-mål og besætningernes evner. Konkurrenterne i de enkelte løb er sejlbåde med nogenlunde samme fart.

Den yngste sejler er 18 år og den ældste er 75. Det er fuldstændig unikt, at en kreds af glade kvinder og mænd kan mødes på vandet og konkurrere med denne store aldersspredning.

Vi sejler naturligvis efter kapsejladsreglerne og plejer at sige til hinanden, at en af de bedste måder, hvorpå de kan blive en bedre sejler, er at deltage om onsdagen i al slags vejr.

Øl, kaffe, grill, ostemadder og sejlersnak

For de fleste sejlere er det sociale samvær efter sejladsen med øl, kaffe, grill, ostemadder og sejlersnak et vigtigt element. For nogen det allervigtigste. Mens vi er samlet, oplæses kapsejladsresultaterne.

Placeringerne betyder noget, selv om få vil indrømme det. Er der særlige situationer fra sejladsen, som vi kan lære af, eller som skal granskes, bliver de kort gennemgået af enten kapsejladsudvalg eller regeludvalg.

De enkelte sejlbåde, som deltager i onsdagssejladserne, skal være DH-indmålte og besidde kapsejladslicens. Disse to krav har for os været medvirkende til at tage brodden af lange, trælse diskussioner om uretfærdige mål og konkurrence.

Vi har egne DH-målere

Vi får her serveret den mindst ringe måde at indplacere bådene i løb efter deres aktuelle DH-mål. Alt andet vil efter vores erfaring blive for subjektivt. Bådene indmåles af vores egne uddannede målere, så det ikke i sig selv udgør en forhindring. 

Indmålingen af både efter DH-mål giver selvfølgelig også mulighed for, at bådene kan tilmeldes klubbens egen hovedkapsejlads og deltage i andre kapsejladser i og uden for fjorden.

Vi synes ikke, at udgiften til en kapsejladslicens er stor, når det giver mulighed for hele året at lege med andre både og besætninger på vandet.

Samme både vinder uanset mål

Vi har i et par år eksperimenteret med, om vi skal sejle efter det generelle GPH-mål eller de mere specifikke TACIL-, TACIM- og TACIH-mål. Vores erfaring er, at over 15 - 20 onsdagssejladser i en sæson, så er det de samme både, som vinder, uanset valg af målemetode.

Spændvidden i erfaring er stor. Nogle sejlere er startet jollesejlads i en ung alder og har sejlet hele livet. De har kapsejladsreglerne helt inde under huden. Andre er måske først begyndt at sejle senere i livet og har først nu oplevet glæden ved at sejle kapsejlads.

Vi tror, at det vigtigt, at der gives plads til begge kategorier af sejlere, så der er plads og udfordringer for dem begge. Vi oplever, at der bliver taget hensyn. De erfarne sejler måske lidt hårdere på hinanden end på andre, som har mindre erfaring.

Sejlerhilsen

Jens Kofoed fra Virksund Sejlklub

Motor
content-loader
content-loader
content-loader