Signe har udfordringer i Skotland: Motorstop i Caledonian Canal og Nessie på krogen

Hvis man følger langturssejlere på deres første færd, så kan det godt virke som om, at netop som folk er kommet af sted, så bliver deres beslutning afprøvet: Det kan være dårligt vejr, uforudset søsyge, hjemve, problemer med båden eller at virkeligheden bare ikke lever op til forventerningerne.

Meget kan vi holde til, men…

Eftersom Henrik og jeg har været af sted tidligere, så er der mange af disse udfordringer, som vi allerede er bevidste om: Vi er vant til dårligt vejr, og selvom det kan være ubehageligt og i øjeblikket få os til at betvivle vores valg, så ved vi også, at både vi og Capibara kan holde til en hel del.

Søsyge er ikke noget, vi er meget præget af, og i hvert fald ikke noget, der ikke går væk, når vi ligger varmt og godt i slingrekøjen. Denne gang ved vi også, at ikke al langturssejlads er total lykke og ikke alle destinationer er malerisk idyl.

Vi er også meget godt klar over, at langturssejlads indebærer, at der er ting, der skal repareres, men er der er der noget, der kan slå os af pinden, så er det de evindelige problemer med den gamle motor!

Mekaniker: Køb en ny motor

Vores problemer med motoren er sandsynligvis startet tidligere, men det virker som om, det kun er gået ned ad bakke, siden vi ankom til Inverness. Først opdagede Henrik, at et af motorophængene var knækket, da han ville skifte olie på motoren. Ikke overraskende havde vi også lidt dieselpest i tanken, så vi skiftede dieselfiltrene og fandt en smed, som kunne svejse ophænget sammen.

På trods af de nye filtre, havde vi dog svært ved at starte motoren, og når den gik i tomgang, kørte den op og ned i omdrejninger.

En mekaniker kiggede forbi og mente, at det kunne være hvad som helst og sagde, at han syntes, vi skulle købe en ny motor.

Det var dog ikke lige den type mekaniker, vi ledte efter, så vi besluttede, at så længe motoren kunne køre uden at gå ud, så ville vi tage chancen og sejle ind i Caledonian-kanalen.

Klodset ankomst til sluse

På trods af lidt uro i kroppen lykkedes det os uden problemer at komme de 5 sømil fra marinaen til slusen.

Vi havde dog været så optaget af motoren, at vi overhovedet ikke havde forholdt os til, hvad vi skulle, når vi kom derhen, så vi havde en ret kikset og pinlig ankomst til slusen: Vi havde ikke det rigtige tovværk klar, og jeg måtte bruge fire forsøg på at kaste fortøjningerne op til slusevogteren, der ikke var særlig imponeret. Motoren kørte dog stadig, så vi var glade - lige ind til den ikke kørte mere.

Lidt held skal der til

Heldigvis lå der en stor norsk RIB lige bag os i slusen, og dem fik vi til at trække os hen til en marina, der lå lige efter indsejlingen til kanalen.

Ved nærmere inspektion af motoren, fandt Henrik ud af, at glasset på holderen til oliefilteret var sprunget. Mon en utæthed i glasset var grunden til, at motoren havde svært ved at starte?

Men er der noget, vi efterhånden har lært, så er det, at der sjældent er en nem løsning på motorproblemer, og da vi dagen efter fik købt og erstattet den gamle holder med en ny, var problemerne de samme. Men motoren kørte trods alt, så vi sætte kursen mod vest.

Caledonian Canal

Caledonian-kanalen er ca. 50 sømil lang og forbinder Inverness i den østlige del af Skotland og Fort William i vest. Kanalen stod færdig for 200 år siden og blev bygget af Thomas Telford, der også har bygget Gøtakanalen.

I kanalen passerer man 29 sluser, 11 broer og et par søer, herunder Loch Ness. Den berygtede skotske sø rummer pga. dens dybde mere ferskvand end alle søer i England og Wales tilsammen, så det skulle være muligt, at der gemmer sig et stort dyr på bunden af søen!

Vi besluttede os for at undersøge sagen nærmere med et besøg på et Loch Ness museum ved byen Drumnadrochit. Vi har tidligere besøgt amerikanske udstillinger, og her ender vi som regel med tårer i øjnene og en indtil da ukendt, men nu vild fascination for projektet.

Det er dog ikke sådan skotterne tilgår deres berømte uhyre. I stedet var vi igennem en 45 minutters fortælling, der understregede, hvorfor der ikke var nogen mulighed overhovedet for, at en stor fisk kunne leve eller havde kunnet leve i søen på noget tidspunkt, og at de billeder og spor, der var blevet fundet, desuden havde været falske.

Det kom måske ikke som den store overraskelse, men det var dog alligevel en lidt flad fornemmelse, vi forlod museet med. Og dagen efter skulle vi alligevel blive i tvivl om, hvorvidt de havde ret!

Nessie på krogen

Efter en tur på museet og den lokale whiskey bar, lagde vi os for anker neden for Urquhart Castle, der kan dateres tilbage til 1200-tallet. Der var ingen vind den aften, og vi lå helt alene. Det var næsten magisk!

Mindre magisk var det dog dagen efter, da vi ville sejle videre: Ankeret sad fuldstændig fast! Og så var det selvfølgelig blæst op til 12-14 m/s.

Vi forsøgte først at trække ankeret baglæns op, men det resulterede i, at vi bøjede det forreste søgelænder og rykkede vores pulpit af, så andre tiltag måtte tages i brug, for at vi ikke skulle efterlade vores Rocna anker og 40 meter rustri-stål kæde i Loch Ness.

Operationen lykkedes til sidst, men det tog os fem timer (!) at komme fri og få ankeret op igen, som vi måtte spille op fra masten, da vi ikke kunne løfte det. Udmattede og trætte kunne vi bagefter ikke lade være med at spekulere på, om vi mon ikke havde haft Nessie på krogen?

Det tager kun 5 minutter…

Da vi endelig kom fri, var dagen næsten gået, så Henrik foreslog, at vi fandt en ny ankerplads, men den hoppede jeg alligevel ikke på. Jeg skulle ikke smide noget anker i vandet lige foreløbig!

Vi fortsatte derfor til byen Fort Augustus i bunden af Loch Ness-søen, hvor vi ankom sidst på aftenen. Og her ligger vi nu - trygt og godt uden mulighed for at få nogle store dyr på krogen.

Vi har fået en god nats søvn, men vi har begge ondt alle vegne efter gårdsdagens prøvelser, så vi tager lige en dag mere, inden vi fortsætter. Måske er det med kanalen som med Fakta-reklamerne: Det tager måske kun nogle få dage at sejle igennem, men de vil virkelig gerne have, at vi bliver lidt længere!

Signe