Foredrag med Blærerøven: Mads & de Gamle Sure Mænd
Der er lagt i ovnen til et godt grin og måske lidt stof til eftertanke, når Danske Tursejlere og Mads Christensen atter drager på ”turné” i november – og denne gang i fire nye områder i Danmark.
14.-17. november kan sejlere i hele landet nemlig holde efterårets tristesse lidt på afsted med et underholdende foredrag i Skive, Sønderborg, Odense og København.
Mads er forfatter, foredragsholder, konferencier og meget andet, men han er nok bedst kendt som hudløst ærligt modefænomen, og humoristisk provokerende hurtigsnakker.
Men Mads er også en erfaren sejler, der har brugt mange timer på eventyr til søs, og foredragene vil i det hele taget tage afsæt i Mads' erfaringer fra et liv med sejlads, hvor han med et glimt i øjet giver et kærligt klap bagi til det sejlende folk;
- Er "gamle sure mænd" en myte eller virkelighed i sejlerverden?
- Hvordan får vi åbnet døren i klubben for flere kvinder, unge mennesker og landkrabberne?
- Kan en skipper egentlig tillade sig at udstikke direkte ordrer ombord en båd i et moderne samfund?
Måske får deltagerne svarene under foredragene. Det bliver i hvert fald sjovt, tankevækkende og det kommer helt sikkert ikke til at gå stille for sig.
Pris per deltager:
Medlem af Danske Tursejlere: 100 kr.
Ikke-medlem: 125 kr.
Varighed: ca. 2 timer + pause
Billetter kan købes på www.dansketursejlere.dk
Datoer og steder
14. november Skive Sejlklub
15. november Sejlklubben København
16. november Hotel Scandic Odense
17. november Sønderborghus