Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Den nyslåede student, Jens-Christian Dehn-Toftehøj tager sølv ved EM med sin bror, Jens-Philip Dehn-Toftehøj. Foto: Volvo 29er Europeans

Brødrene Dehn-Toftetøj tager sølvmedalje ved 29er-EM

En tredjeplads i stævnet og en andenplads blandt de europæiske deltagere blev bedste danske resultat ved EM på hjemmebane. Et resultat, der blev sikret af Jens-Christian Dehn-Toftehøj og Jens-Philip Dehn-Toftehøj.

Af Sara Sulkjær |

29er-sejlernes europamesterskaber i Rungsted har været en blandet cocktail - i hvert fald når talen falder på sejlsportens evige med- og modspiller: Vejret. 

Let til middelhård vind fra forskellige retninger, fladt vand, bølger, sol og regn har været på menuen for deltagerne. Det eneste konsekvente har været den springende vind. 

- Det beviser, at vinderne af årets EM er sejlere, der mestrer forskellige forhold, påpeger de københavnske mesterskabsarrangører i en pressemeddelelse.

Tyvstart koster sejren

Igen på den sidste dag af mesterskabet fik sejlerne lidt af hvert vejrmæssigt i Rungsted. Med start kl. 10 begyndte sejlerne dagen med en vestlig 7 m/sek vind og sol. Senere, under dagens sidste sejlads, mødte sejlerne regn og lidt hårdere vindstød.

Forhold, der udfordrede den førende besætning. Det, der lignede to gode sejladser og en samlet sejr til det franske team med Tom Goron og Mael Clochard, viste sig at være ledsaget af nogle ekstra point på grund af en UFD i det sidste race. 

- Vi er begge skuffede, men selvfølgelig også glade for sølvet, forklarer sejlerne, lige efter de indså, at deres tyvstart kostede dem den samlede sejr i mesterskabet. Besætningen vinder dog fortsat U17- og Europa-kategorierne.

Dansk EM-sølv ved sidste 29er-stævne

I stedet blev det newzealandske hold med George Lee Rush og Seb Menzies, som først troede, de havde tabt guldet, vindere af 29er European Championships 2022. 

- Vi havde et solidt stævne og er glade for vores præstation, selvom vores sidste dag ikke blev den bedste. Kæmpe respekt for det unge franske hold, de sejlede rigtig godt her og også ville have været værdige vindere, påpeger stævnets nummer ét.

De lokale danskere Jens-Christian Dehn-Toftehøj og Jens-Philip Dehn-Toftehøj forsvarede deres tredjeplads i løbet af dagen, hvilket giver dem en samlet bronzemedalje i mesterskabet og sølv ved EM. 

Holdet har opnået at lave hattrick og vundet tre mesterskabsmedaljer i træk. 

- Vi er beærede over at komme på podiet til EM på hjemmebane, understreger brødre-duoen, der må siges at slutte flot af i 29eren, da de nu skal videre i den olympiske bådklasse, 49er. 

Spanske piger overlegne

I den kvindelige del af feltet kunne ingen nærme sig spanske Sara Momplet Baixauli og Isabel Momplet Baixauli. 

- Vi har været så nervøse, at vi ikke kunne sove. Nu er vi så glade, det gik rigtig godt. Det er en lettelse, men samtidig vil jeg gerne have det fortsætter, for det har været rigtig, rigtig dejligt, fortæller teamet. 
Pigerne kan nu fortsætte mesterskabsstemningen tæt på deres hjemmebane i Balis til det kommende 29er-verdensmesterskab. 

Også på andenpladsen svajede det spanske flag. Martina Lodos Falcón og Martina Díaz-Salguero tog sølvet og sikrer sig samtidig førstepladsen i U17-kvindekategorien.

Tredjepladsen i den samlede kvindekategori går til det østrigske hold med Seisia Mair og Stella Hurley.

De unge tænker bæredygtigt

Det er ikke kun de flotte præstationer på vandet, der blev hædret i Rungsted. KDY og 29er-EM er gået sammen med det danske SailGP-hold for en ekstra pris, den såkaldte 
Mini Impact League, der hædrer det bæredygtige initiativ:

- Elisa Lindskog og Felicia Fernström fra Sverige blev vurderet til at have haft den mest bæredygtige impact og bidrog med nogle gode idéer til, hvordan sejlerverdenen kan fortsætte med at have indflydelse, forklarer KDY-arrangørerne.

De unge svensker kan derfor se frem til en oplevelse behind the scene på Rockwool Copenhagen Sail GP Grand Prix i august. 

Til at uddele præmieren var Katja Salskov-Iversen og Christian Peter Lübeck fra det danske SailGP-hold.

Overalt-vindere ved EM:
1: NZL 3025 George Lee Rush & Seb Menzies, 64 points
2: FRA 2901 Tom Goron & Mael Clochard, 72 points
3: DEN 3 Jens-Christian Dehn-Toftehøj & Jens-Philip Dehn-Toftehøj, 82 points

Herrer - Europa:
1: FRA 2901 Tom Goron & Mael Clochard, 72 points
2: DEN 3 Jens-Christian Dehn-Toftehøj & Jens-Philip Dehn-Toftehøj, 82 points
3: GBR 3260 Charlie Gran & Sam Jones

Kvinder - Europa:
1: ESP 2984 Sara Momplet Baixauli & Isabel Momplet Baixauli
2: ESP 3074: Martina Lodos Falcón & Martina Díaz-Salguero
3: AUS 3286: Seisia Mair & Stella Hurley

Top-3 – ikke-europæisk:
1: NZL 3025 George Lee Rush & Seb Menzies
2: HKG 3055; Casey Law & Jack Dingemans
3: USA 311: Fynn Olsen & Pierce Olsen

U17-herrer:
1: FRA 2901 Tom Goron & Mael Clochard, 72 points
2: ITA 3231 Mosè Bellomi & Pietro Berti
3: GBR 2849 Finn Morris & Oscar Morgan-Harris

U17-kvinder:
1: ESP 3074: Martina Lodos Falcón & Martina Díaz-Salguero
2: GER 2957: Finja Waldheuer & Anna-Maria Rissanen
3: HKG 2748: Juliette Clot & Tiffany Mak

Nations Cup:
Spanien

Se flere resultater fra EM her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader