4000 ture om året: Safari til havs hitter i Thyborøn
Safarikonceptet har vokseværk i Thyborøn. Sæler og delfiner er på sommerprogrammet, og rav og østers er i sæson netop nu hos Jyllandsakvariet, der har udvidet med nye faciliteter til de mange safarieventyrere.
Intet mindre end 4000 ture om året bliver det til hos Jyllandsakvariet, når de sejler ud på safari fra Thyborøn. I løbet af syv år er safarikonceptet udvidet med både sæler, delfiner, rav og østersture – og i snit en ny båd hvert år.
– Da vi startede, var det med sælsafari på et dige, hvor der var 400 meter ud til sælerne, så vi ville gerne lidt tættere på og købte den første båd, fortæller Michael Madsen, der er indehaver af Jyllandsakvariet, der har ligget i Thyborøn i mere end 25 år.
I 2015 blev den første safaribåd indkøbt, og i dag tæller konceptet syv både, der tager eventyrlystne turister, virksomheder og eventdeltagere med ud på det åbne hav for at se, hvad der rører sig.
Den fulde naturoplevelse
I starten af sommerferien udbyggede Jyllandsakvariet faciliteterne på havnen i Thyborøn med en specialdesignet containerløsning, der bruges til opbevaring af udstyr som redningsveste og våddragter, men også bidrager til en helstøbt naturoplevelse.
– Vi har fået en løsning på vores opbevaringsbehov, og samtidig har vi fået tænkt noget ekstra ind i det, fordi vi har fået en tagterrasse, hvorfra vi har en fuldstændig fantastisk udsigt og mulighed for at tilberede østers, hummer og krabbekløer på grillen. Det giver simpelthen den fulde naturoplevelse, når man kan nyde fangsten og udsigten efter en tur på vandet, siger Michael Madsen.
Aktivitet året rundt
Med sæler og delfiner især i sommerhalvåret og østers og rav i vintermånederne, er der efterhånden basis for aktiviteter året rundt på havnen i Thyborøn.
– Der kom en flok delfiner og slog sig ned for et par år siden, som vi har lært godt at kende. Så vi har over 90 procent score på delfinsafarierne, mens sælerne er på 100 procent. Vi er ved at kunne fylde hele året ud med aktiviteter og går ind i østerssæsonen nu. Da corona kom, blev det endnu mere in at komme ud i naturen og få oplevelser. Vi var jo nede af det spor i forvejen, så for os var det bare at hoppe på toget og køre, siger Michael Madsen.