Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Nordfalcken kunne uden problemer gøre den grundstødte fri af grunden. Foto: Nordfalcken / Facebook

Sejlbåd på grund ved Egå - frivillige reddere ventede kun på opkaldet

Mandskabet var forberedt på et opkald fra den nødstedte sejlbåd og var derfor klar til at kaste fortøjningerne, da opkaldet lød. Ingen kom til skade under aktionen.

Af Sara Sulkjær |

Østkysten er smuk. Om det er et forsøg på at komme endnu nærmere de smukke kyststrækninger, der tirsdag eftermiddag koster en sejlbåd et ufrivilligt stop på havbunden, er derfor uvist.

Sikkert er det blot, at sejleren kommer for nær strandbredden og må inkassere en ufrivillig grundstødning ud for Skæring Strand ved Egå nord for Aarhus. 

Reddere må holdes tilbage

Allerede inden besætningen når at oprette forbindelse til redningsmyndighederne, er hjælpen på vej. 

Det skriver de frivillige på redningsbåden Nordfalckens Facebookside. En opmærksom borger har på afstand fulgt grundstødningen og vælger derfor at tage kontakt til redderne. 

- Vi havde derfor lidt tid til at finde en eventuel besætning, og da vi endnu ikke havde hørt fra havaristen, blev Hans og Martin B. holdt tilbage, indtil vi var sikre på, at havaristen ønskede vores hjælp, forklarer Nordfalckens besætning.

Venter i ti minutter

Ti minutter senere kommer opkaldet fra de nødstedte. Mandskabet kan aktiveres, og da viseren rammer 14.45, er Nordfalcken på vej mod den grundstødte til en opgave, der på forhånd er nøje tilrettelagt:

- Et godt og i forvejen aftalt træk i faldet, og sejlbåden var igen hurtigt let. Klokken 15.08 kunne Nordfalcken derfor vende tilbage mod egen havn og plads, fortæller redderne.

Kilde: Nordfalcken

Motor
content-loader
content-loader
content-loader