Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Riva-båden er benyttet i utallige film fra italienske dramaer over James Bond til Nikita og MIB. PR-fotos
Kort Nyt
Kort Nyt

Italiensk designikon Riva kommer til Danmark

Det italienske, maritime designikon Riva åbner nu for salg af deres legendariske både i Danmark. Riva har netop indgået aftale om eneforhandling i Danmark med Silkeborgvirksomheden Risbjerg A/S. Pershing og Ferretti Yachts er også med i import-pakken.

 

Af Troels Lykke |

Alle brancher har deres ikoner og markedsledere. Nu er bådbranchens mest ikoniske motorbådsmærke på vej ind på det danske marked for første gang.

Det drejer sig om de legendariske Riva-motorbåde, som i generationer er blevet håndbygget i Italien. Riva er med deres smukke design indbegrebet af italiensk stil og luksus.

Kendt fra 007

Derfor er bådene også kendt af mange flere end blot inkarnerede sejlere og bådnørder, da de er blevet benyttet i utallige film fra italienske dramaer over James Bond til Nikita og MIB.

- Vi er enormt stolte af at præsentere Riva i Danmark. Riva er for bådentusiaster, hvad Ferrari og Maserati er for bilfolket. Og faktisk deltager Piero Ferrari, som er hovedaktionær i moderselskabet Ferretti Group, selv i designet af nye Rivaer.

- Riva er ligesom Ferrari smukt design, fantastisk ydeevne, men Riva er først og fremmest essensen af Italien, fortæller Jakob Sørensen, direktør hos Risbjerg A/S.

Bådmarkedet udvider sig i Danmark

I de sidste fire-fem år er der solgt mange både, og interessen for sejlads og livet på vandet er i det hele taget stigende.

Det vidner både udsolgte marinaer, et støvsuget bådmarked og stærkt øgede medlemstal i landets sejlklubber om.

- Bådmarkedet i Danmark har udviklet sig meget over de sidste år. Derfor er vi overbeviste om, at det nu er så modent, at der også i Danmark findes en lille gruppe af sejlere, som ikke vil gå på kompromis. Det er præcis de sejlere, vi ved efterspørger en Riva, fordi Riva ganske enkelt er det ultimative maritime, designikon, forklarer Jakob Sørensen.

Flere legendariske mærker

Risbjerg A/S har samtidig med forhandlingen af Riva fået den danske eneforhandling af to andre berømte mærker ejet af Ferretti Group. Det drejer sig om Pershing og Ferretti Yachts.

- Vi glæder os enormt meget til også at kunne introducere Pershing og Ferretti Yachts i Danmark. Særligt Ferretti Yachts passer godt til de danske kunder, som søger en stor, rummelig og luksuriøs motorbåd til tursejlads, fortæller Jakob Sørensen

De nye mærker styrker Risbjergs i forvejen brede portefølje bestående af Askeladden, Sea Ray, Four Winns, Beneteau og Silver. Dermed håber importøren at kunne øge det samlede salg over de næste år.

Den nye forhandling er allerede trådt i kraft, så motorbådsentusiaster og designinteresserede har fremover endnu en grund til at besøge det midtjyske bådmekka i Silkeborg. 

Læs mere på Risbjerg.dk.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader