Unge under 16 år kan sejle Alene Rundt i Øhavet med en mentor ombord
De yngre sejlere skal også have mulighed for at sejle solo. I Svendborg har man derfor søsat en mentorordning, der hjælper sejlere og arrangører til forsvarligt at sende de unge solosejlere på kapsejladsbanen.
Det er ikke kun gråhårede sejlere, der kan sejle solo. Også de yngre sejlere med begrænset erfaring er i stand til på egen hånd at dyste på kap-banen.
Det mener man i Svendborg Sunds Sejlklub, der inviterer de yngste sejlere til Alene Rundt i Øhavet. I årets udgave af sejladsen kan unge under 16 år sejle med på én af kapsejladsens i alt to baner på henholdsvis 26 og 31 sømil.
- Mentorordningen opstod allerede sidste år, da et sultent, ungt klubmedlem så til, mens feltet blev sendt afsted for to år siden. Efter aftensmad og moleøl senere på dagen opstod idéen, da snakken faldt på, hvordan vi næste år kunne få deltagerantallet en smule op, forklarer stævneleder Mads Groth og uddyber:
- Her havde vi jo allerede en deltager mere til det kommende år, familien havde båden, men alderen var måske lige på kanten. Der var fuld åbenhed hos alle deltagere for denne ordning med en mentor ombord, som ikke aktivt må hjælpe, men som er en god tryghed for både den unge såvel som arrangører.
En svær balance
Nick Andersen er én af de sejlere, der har taget ordningen til sig med åbne arme. Med sin far ombord stævnede han sidste år ud på solosejladsen for første gang - en unik oplevelse for såvel far og søn, der på vandet oplevede, hvordan familiebåden fik nyt liv.
- Jeg mener, at solosejladsen er en sjov måde at udforske kølbådsverdenen for den unge sejler. Samtidig tror jeg på, at man kan få noget fedt ud af, at den unge bruger eksempelvis familiens sejlbåd som projekt, så alle parter kan få en sjovere båd ud af det, påpeger den unge sejler.
For Nick Andersen blev sejladsen en succes. Han er dog klar over, at der kan være fare forbundet med den ensomme sejladsform og bakker derfor fuldt op om hjælperordningen:
- Det er svært for stævnearrangørerne at skulle forholde sig til, hvornår en mindreårig er i stand til at gennemføre en solosejlads forsvarligt. Derfor er ordningen med en passiv mentor ombord god. Dette sikrer både den juridiske og sikkerhedsmæssige faktor, forklarer den unge sejler.
Fælles aftensmad scorer højt
Sidste år var 16 solosejlere i alle aldre på startlinjen. Et deltagerantal, der i øjeblikket ligger på 11, men som forventes at ramme de 20, når svendborgenserne byder velkommen til kapsejlads og social hygge på landjorden den 7. maj:
- Der er ikke en ambition om at nå et langt højere deltagerantal. Det er en sejlads, hvor den fælles aftensmad og røverhistorier er lige så højt prioriteret, påpeger stævneleder Mads Groth.
Det er muligt at tilmelde sig Alene Rundt i Øhavet her.