Cille: Hven i pinsen var ikke, hvad vi drømte om
Med 90'er-musik, larm og virkelig mange både levede den populære sejlerdestination ikke op til familiens forventninger. Efter kun en nat på øen satte familien i stedet kurs mod rolige Landskrona. Cille Rosentoft blogger fra pinseturen.
Familien Rosentoft sejler i en Hallberg Rassy Mistral fra 1976. En smuk, ældre og velholdt båd. Ombord er Christian på 44, Cille på 43, Gustav på 19 år, Bertram på 16 år, Liva på 12 år og Sylvester på 4 år.
Derudover har familien også toppet op med en hund, Maggie, som er en boxer-blanding. Denne pinse var de to store drenge blevet hjemme, så der var rigelig plads ombord. Cille skriver fra turen:
Fik den sidste plads i havnen
Vores pinsetur i år gik til Hven. Efter at have misset Hven hele sidste sæson, var besætningen klar på et gensyn med den svenske ø. Det blev dog ikke helt, som vi drømte om.
Vi ankom til Kyrkbacken på Hven op ad eftermiddagen og kunne med det samme se, at mange andre igen i år havde fået samme idé for pinseturen. Vi sejler med en relativt stor hund, og det begrænser vores mulighed for havnepladser.
Vi lægger os af princip ikke udenpå andre både, da vi ikke vil byde andre at fragte vores hund ind over dækket på fremmede både. I en havn som Kyrkbacken begrænser det mulighederne en del - og også denne dag, hvor bådene lå langskibs i fem lag.
Det stoppede dog ikke min skipper, som spottede en plads mellem en stor motorbåd fra Schweiz og en Elan 36. Begge både havde hækanker ude, og der var rigelig plads på begge sider af dem.
Det krævede bare, at begge både blev skubbet lidt til side, så vores mindre Hallberg Rassy Mistral kunne smyge sig ind. Det gik rimelig smertefrit, og så var vi landet.
Hven - en danseø med 90’er musik
Lad mig straks pointere, at du ikke skal vælge at sejle til Hven i pinsen, hvis du drømmer om ro, natur og en stille snak over grillen.
For Hven var i denne pinse forvandlet til en mindre festø med højttalere, der spillede sange som “Macarena” og andre dansehits fra 90’erne, fritløbende hunde (og vi sejler selv med hund …) og som sædvanligt virkelig mange mennesker.
Det var ikke lige det, vi havde glædet os til og efter den obligatoriske gåtur op til kirken, en grillmiddag og morgen-badetur, tog vi efter en enkelt nat beslutningen om at sejle videre til Landskrona. Det var en god beslutning!
Landskrona med ro og nærvær
Sidst, vi var i Landskrona, fandt vi ro, en stille strandbar, et badeland hvor ungerne kunne nyde solen og en helt rolig mole med plads til snak og hygge. Det samme fandt vi denne gang. Undtagen den lille strandbar, som ikke lå der mere.
Bortset fra det, var landskrona alt det, vi helst vil have, når vi sejler. Nærhed og ro og plads til ikke at være tvunget til at høre 90’er musik og larm.
Vi er muligvis blevet sure og gamle. Vores behov for ro har muligvis ændret sig. Der er muligvis kommet flere sejlere til. Eller måske bliver der taget mindre hensyn til, at vi alle skal være her.
Man kan altid sejle videre
Uanset hvad er det jo super heldigt, at vi har friheden til at sejle hvorhen, vi gerne vil. Derfor er der både plads til 90’er-disco på plænen, krabbefiskeri, morgen-badeture og en havn med lidt ro. Man kan jo bare starte motoren og sejle videre, og så er det hele løst.
Derfor blev vores pinsetur alligevel alt, hvad vi kunne drømme om. Og nu ved vi, at Hven i pinsen ikke (længere) er lykken for os. Med mindre vi næste år har lyst til en omgang “Macarena” på græsplænen. Det skal jeg selvfølgelig ikke udelukke.
Men ellers har vi altid Landskrona.