Kan sønderjyske Jesper Armbrust gøre det igen? Årets Contender-EM står for døren
Med en suveræn sejr sikrede Aabenraa-sejleren sig sidste år titlen som europamester. Nu skal han forsøge at gentage succesen på østrigske Attersee. Også Hellerup-sejleren Jesper Dulong Andreasen er favorit.
Sidste sommer vandt sønderjyden Jesper Armbrust sin første store titel, da han efter flere podiepladser ved både EM og VM i Contenderklassen endelig kunne stille sig øverst på skamlen ved EM 2021.
Nu skal titlen forsvares, når der den 21.-25. august sejles EM på Attersee i Østrig.
Dansk rekordmager blandt favoritterne
Sammen med Jesper drager yderligere fire sejlere fra Danmark afsted mod søen i det nordlige Østrig, hvor slaget skal stå.
Det danske hold ser således ud:
- Jesper Armbrust, Aabenraa Sejlclub
- Søren Dulong Andreasen, Hellerup Sejlklub
- Frank Hinsch, Hellerup Sejlklub
- Olga Henneberg, som godt nok har et tysk pas, men stiller op for Hellerup Sejlklub
- Jon Møgelhøj, Skovshoved Sejlklub
Særligt Søren Dulong Andreasen må sammen med Jesper Armbrust regnes som én af de store medaljefavoritter. Søren Dulong har været en del af verdens Contender-elite i flere år og er også tidligere verdens- og europamester.
Desuden har han rekorden som den, der har vundet det store Kieler Woche-stævne flest gange – foruden de 18 gange han har vundet DM herhjemme.
Ingen kan følge VM-mesteren i let vind
Den største trussel mod en dansk guldmedalje er den lille, lette tysker – og nuværende verdensmester – Max Billerbeck, som de færreste kan følge med i let vejr.
Derudover er italienerne altid giftige, når der sejles på bjergsøer. Senest har bådbyggeren Luca Bonezzi vist styrke, da han i juli tog det italienske mesterskab i et felt, der talte både gode tyskere, schweizere og italienere.
EM-feltet tæller desuden den store englænder Simon Mussell, som tidligere har vundet VM. En sejler, der er svær at følge i hård vind.
EM-sejr i (næsten) hjemligt farvand
Om Jesper Armbrust kan gentage sidste års suveræne sejr er derfor et åbent spørgsmål. Dengang vandt han titlen i næsten hjemligt farvand i Østersøen nord for Rostock.
Denne gang er en sø i Alperne udgangspunktet - men mon ikke, danskerens vindermentalitet er intakt.
Efter årets EM vil det næste store europæiske Contender-event være på dansk jord, når der i juli 2023 skal sejles VM i Kerteminde.