Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Axel Berg fra Egå vandt DM-guld og Peter Selko fra Hellerup Sejlklub blev U-12-mester i Opti. Foto: Peter Brøgger
Kapsejlads
Europajoller stilleder også op i Lemvig. Foto: Peter Brøgger

Yderst velafviklet Ungdoms-DM for 300 sejlere - 12-tal til Lemvigs frivillige

Weekendens U-DM bød på masser af gode sejladser og hygge på havnen for de knap 300 sejlere plus familier i Lemvig Sejlklubs imponerende rammer, fortæller Dansk Sejlunion. Optimist A, B og C, Zoom8, Feva, Europe, ILCA 4 og 6 samt 29er dystede om placeringerne.

Af Troels Lykke |

God stemning, spændende sejladser og fantastiske frivillige.

Dansk Sejlunions Ungdoms DM blev afviklet i weekenden i flot stil af Lemvig Sejlklub, der havde sat alle sejl til for at skabe et mindeværdigt stævne.

Weekendens lette, lidt springende, luft gjorde sejladserne udfordrende i alle klasser. Alligevel lykkedes det på fornemmeste vis at afvikle alle sejladser på de fem baner, hvor Optimist A, B og C, Zoom8, Feva, Europe, ILCA 4 og 6 samt 29er dystede om placeringerne, fortæller Dansk Sejlunion til pressen.

Fællesskab på tværs af landet

Netop de mange jolletyper og muligheden for at møde sejlere på samme alder fra andre dele af landet er noget af det, der gør U-DM til noget særligt. Det fortæller makkerparret Nora Berg og Markus Graffe, Roskilde Sejlklub, der søndag tog hjem med U-DM guldet om halsen i Feva-feltet.

– Det har været megafedt at få en masse nye venner og lære andre at kende fra Feva-klassen. Vi kender flest fra Sjælland, men under U-DM har vi også lært rigtig mange at kende fra Jylland, som er helt vildt hyggelige og søde, siger 16-årige Nora Berg og bliver suppleret af Markus Graffe:

– Det er også bare virkelig fedt, at der er så mange forskellige joller. Folk er rigtig gode til at fortælle om dem og hjælpe hinanden. Det er superfedt.

Et 12-tal til Lemvigs frivillige

Lemvig Sejlklub havde formået at sætte nogle fantastiske rammer op for stævnet.

Alt lige fra stævneledelse, bureau og frivillige på vandet til forplejning, koordinering af trafik og RIBs og folk bag baren gjorde sig umage for at levere en høj service. Det blev i den grad bemærket af både sejlere, familier og trænere.

Pierre Baad, 29er klassetræner, har været til mange stævner i sit liv, men sjældent har han oplevet at være omgivet af så fantastiske frivillige, siger han.

– Det er de venligste og mest hjælpsomme frivillige, jeg har mødt i årevis. Jeg er til 20-30 stævner om året og har været det i mange år, og jeg kan sige, at det har været helt unikt at komme til Lemvig.

Den udmelding bakker Bo Jarvig, klassetræner for Zoom8, også op om.

– Det har været ekstremt velorganiseret og jeg har mødt rigtig mange glade ansigter fra både deltagere, forældre og officials. Det hedder vist et 12-tal!

Også her fra Dansk Sejlunion skal der lyde en stor tak til Lemvig Sejlklub og de mange frivillige for et yderst vellykket arrangement!

Se video-indslag med Aarhus og Kaløvig-trænerne Baad og Jarvig, der roser stævnet. - Se flere Peter Brøgger fotos fra Lemvig.

Resultater

Motor
content-loader
content-loader
content-loader