Gå til hoved-indhold
Kort Nyt

X-Yachts undersøgte rorlækage på X4.9 på Gran Canaria - to mulige scenarier

En løs pinolskrue var efter alt at dømme årsagen til, at en hollandsk X4.9-ejer i januar måned kom i bekneb i den transatlantiske kapsejlads ”ARC January”. Det konstaterer X-Yachts’ director of design & Engineering Thomas Mielec, der tilså båden på Gran Canaria efter bjærgningen, hvor mandskab havde forladt båden på Atlanterhavet.

Af Troels Lykke |

Under kapsejladsen ”ARC January” faldt rorstammen ud af toplejet på en hollandskejet X4.9. Udover tab af styringen betød det, at rorstammens bevægelse beskadigede GRP-røret, som indkapsler bundlejet og danner vandtætning ind mod båden.

Besætningen tog via satellit-telefon kontakt til X-Yachts for at få vejledning til at løse problemet. Det lykkedes ikke besætningen at få rorstammen tilbage i lejet, men kun at få den midlertidigt og nødtørftigt fikseret i toppen, så de største bevægelser kunne forhindres. Det fortæller X-Yachts til bådpressen.

Til gengæld lykkedes det at få begrænset vandindtrængningen til et niveau, hvor lænsepumpen kunne følge med. Besætningen var dog så utrygge ved situationen, at de næste dag valgte at evakuere (forlade, red.) båden og gå ombord på to andre deltagende både i sejladsen.

To dage efter evakueringen entrerede bådens forsikringsselskab med et bjærgningsselskab, som ved hjælp af bådens tracker fandt båden flydende fire døgn senere. Generatoren var gået i stå, men lænsepumpen kørte, og vandstanden i båden var stadig under dørkniveau.

Blev slæbt 1.400 sømil til Gran Canaria

Bjærgningsselskabet fik relativt hurtigt rorstammen på plads og sikret i toprorlejet, og de fik udbedret lækagen og vandet pumpet ud, hvorefter de kunne tage båden på slæb mod Gran Canaria omkring 1400 sømils sejlads derfra.

X-Yachts Director of Design & Engineering Thomas Mielec stod, sammen med folk fra bjærgningsselskabet og involverede forsikringsselskaber, klar til at tage imod for ved fælles hjælp at kortlægge skadens årsag:

- Bådens besætning optog fotos og video under deres forsøg på at reparere roret, og heraf fremgik det, at toplejet var separeret, og rorstammen var faldet nedenud. Rorlejets omløber, der holder lejet sammen, var simpelthen drejet af gevindet i bunden af inderhuset, og det betød, at ror og rorstamme, som ellers er fikseret i lejet, var droppet nedenud.

- Dette til trods for, at låseskruen sad på plads i omløberen, og vel at mærke med kun ét indtryksmærke, altså uden slæbespor eller grater, som kunne indikere, at omløberen er drejet af med låseskruen i indgreb. Lejets øvrige dele viste ingen tegn på overbelastning forud for hændelsen i øvrigt, forklarer Thomas Mielec.

To mulige scenarier

Det er endnu for tidligt at konkludere en endegyldig årsag til skaden, men Thomas Mielec vurderer to mulige scenarier ud fra de fundne fakta og observationer:

1. Hvis det kan konstateres, at der ikke er spor efter Loctite på låseskruen, så er ét muligt scenarie, at låseskruen under produktion af lejet ved en fejl aldrig er blevet sikret med Loctite, men i så fald skal skruen over en periode på knap to år ubemærket have skruet sig løs og tilladt, at omløberen ligeledes har skruet sig af over tid.

2. Hvis tests viser, at der var er spor på låseskruen efter Loctite i en forventelig mængde, kan det også skyldes, at sikringsskruen har været afmonteret/løsnet ved en fejl under servicearbejde, som blev foretaget i Spanien i november måned.

Thomas Mielec vurderer, at scenarie to er det mest sandsynlige. Pågældende låseskrue er vel at mærke kun beregnet til at blive betjent under produktionen af selve lejet, og er ikke nødvendig/tilladt at røre under hverken montage eller evt. demontage af roret.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader