Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Der var frisk vind under EM. Her en Nacra 17 med udfordringer. Foto: Peter Brøgger

Sailing-Aarhus vil holde mindst ét stort mesterskab om året

Sailing Aarhus kigger tilbage på et fantastisk EM i Aarhus for de tre olympiske sejlsportsklasser 49er, 49erFX & Nacra 17. EM var samtidig første skridt i parternes 2030-strategi, der skal lokke mindst ét stort sejlsportsmesterskab til Smilets By hvert år i de kommende otte.

Af Troels Lykke |

Der er stilhed efter stormen ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter i Aarhus, hvor 400 af verdens bedste sejlere fra over 30 nationer i de olympiske sejlsportsklasser 49er, 49erFX og Nacra 17 i den seneste uge satte i hinanden stævne ved EM på hjemmebane.

Selvom det ikke blev til danske medaljer, ser arrangørerne Aarhus Kommune, Sport Event Denmark og Sailing Aarhus tilbage på et succesfuldt mesterskab, skriver Sailing-Aarhus til pressen.

- Vi er godt tilfredse med forløbet af vores EM på hjemmebane. Vi har fået god feedback fra de internationale 49er- og Nacra 17-klasser og fra mange af sejlerne, der spørger til, hvornår de kan få lov at vende tilbage til Aarhus, fortæller Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen og tilføjer:

- Det er første gang, at Sailing Aarhus på egen hånd med støtte fra Sport Event Denmark og Aarhus Kommune afvikler så stort et mesterskab. Det sportslige kørte på skinner, men der er elementer i forhold til logistik og folkefest, vi kan gøre bedre, når vi i fremtiden skal gennemføre lige så store mesterskaber. Det har givet os en uvurderlig erfaring.

Jon Koch Hansen anslår, at 5.000-6.000 mennesker i løbet af mesterskabets ti dage lagde vejen forbi Aarhus Internationale Sejlsportscenter, hvor der i forbindelse med finalerne var storskærm, kommentering af danske landsholdssejlere og livemusik blandt andet. Derudover har små 2o.000 fulgt liveudsendelsen på nettet.

2030-strategi skal tiltrække flere mesterskaber

Sport Event Denmark, som rådgiver i forhold til budafgivning og afvikling af internationale events med henblik på at løfte Danmark op blandt de bedste på den front, ser ligeledes tilbage på et godt EM i Aarhus og drømmer om at tiltrække et VM allerede i 2025.

- Det er skønt at være tilbage i Aarhus og til endnu en velafviklet sejlsportsevent. EM i 49er, 49erFX og Nacra 17 kunne opleves helt tæt på. Det er dét, som Aarhus blandt andet kan. De olympiske klasser, 49er, 49erFX og Nacra 17, har alle tidligere været afviklet på Aarhusbugten, og man fristes til at drømme om også at afvikle et VM en gang i fremtiden. Ja, måske i 2025, fortæller Lars Lundov, der er direktør i Sport Event Denmark.

I samarbejde har Sport Event Denmark, Aarhus Kommune og Sailing Aarhus iværksat en ambitiøs 2030-plan med det formål at tiltrække flere store mesterskaber – ét hvert år frem mod 2030. Allerede nu ligger det fast, at The Ocean Race kommer til Aarhus til maj 2023, ligesom der venter et Youth VM for 29er-klassen i 2024.

EM 2022 i tal og fakta:

  • Over 200 besætninger fra 32 nationer deltog ved EM i Aarhus
  • Cirka 220 frivillige deltog – primært fra VisitAarhus’ frivillighedsprogram ReThinkers og Sailing Aarhus’ klubber Aarhus Sejlklub, Sejlklubben Bugten, Marselisborg Sejlklub, Kaløvig Bådelaug og Århus Windsurfing Klub
  • EM var det største olympiske sejlsportsmesterskab i Aarhus siden VM for alle olympiske klasser i 2018
  • 49er, 49erFX og Nacra 17 er danske paradediscipliner med mange vundne OL-, VM- og EM-medaljer gennem tiden
  • Sejlsport er den mest vindende sportsgren i dansk OL-historie
  • Sejlsport spiller en vigtig rolle i Aarhus’ eventstrategi – eksemplificeret ved VM i 2018, SailGP i 2021, EM i 2022, The Ocean Race i 2023 og VM i 29er i 2024
  • Aarhus har i de senere år taget store skridt ind på den internationale eventscene, hvilket har gjort Aarhus til en internationalt kendt og anerkendt eventby
  • Sailing Aarhus, Sport Event Denmark og Aarhus Kommune arbejder på en 2030-plan for sejlsporten, hvilket skal sikre et stort årligt mesterskab frem til 2030
Motor
content-loader
content-loader
content-loader