Guldborgsund Baltic Race: Bøgestrømmen tages nu med på 136 sømil bane mens Østersøen droppes
I Nykøbing Falster har man i august 2023 Bøgestrømmen med på den mellemlange bane på 136 sømil. På den lange bane på 206 sømil har sejlklubberne bag sejladsen taget Østersøen ud af spil pga. restriktioner. Se de tre baner fra en af landets smukkeste baneområder.
Så er der spændende nye udfordringer til Guldborgsund Baltic Race, en af landets smukkeste sejladser, med start i Nykøbing Falster 24. august 2023.
Carl Erik Juel Hansen fra sejladsen fortæller på sejladsens facebook-side:
Den mellemlange bane
Vi har til sejladsen i 2023 forberedt spændende nyheder – og på på den mellemlange bane på 136 sømil tager vi nu Bøgestrømmen ind som en del af årets udfordringer.
Det bliver en spændende tur, hvor Smålandsfarvandet som sædvanlig er i spil, med de lavvandede områder, og behov for den skarpe navigation.
Vi fortsætter udfordringerne, idet banen nu går igennem Bøgestrømmen, hvor der virkelig er behov for at holde styr på navigationen, samtidig med at vanddybden for alvor kommer i spil. Derefter rundt om Møn, og tilbage mod Grønsund, ud i Storstrømmen, og så tilbage til Guldborgsund.
Her er der udfordringer som kan leve op til selv den mest garvede sejlers ønsker om en krævende sejlads.
Den lange bane
På den lange bane på 206 sømil har vi i år valgt at tage Østersøen ud af spil. Vi har besluttet at området omkring Femern byggeriet tages ud pga. restriktionerne i området.
I stedet har vi lagt en rute hvor vi starter ud med passage af Fejø og øst om Vejrø, rundt om Omø, så sydover og rundt om Langelands sydspids op forbi Marstal. Forbi Strynø, og så nordover igen.
Agersø skal passeres nord om, og så går det ellers syd øst over mod Stubbekøbing. Retur igen og så vest om Femø, for igen at sætte kursen mod Guldborgsund. Masser af udfordringer, som vil betyde mange sejlskift, og massive udfordringer til besætningsmedlemmerne.
Den korte bane
På den korte bane på 86 sømil fastholder vi banen fra 2022, hvor bådene primært bliver i Smålandsfarvandet, og vil bevæge sig i relativt beskyttet farvand, hvor der aldrig er lang til nærmeste havn, hvis vejrudfordringerne skulle blive for heftige.
Vi glæder os utrolig meget til at se jer igen i Nykøbing, hvor vi som sædvanligt vil have en hyggelig havn klar, hvor der er fadøl i hanerne og god gammel dansk biksemad klar til at blive serveret, lørdag aften.
Sejladsen er som sædvanlig åbent for singlehand – doublehand og ”fuld besætning” op til 5 personer ombord.