Signe i Skotland: Regnvejr, whisky og motorventiler

Forventningerne til sejladsen gennem den skotske Caledonian-kanal indeholdt dog ikke motorproblemer, men nogle vil nok sige, at det må skyldes en blanding af optimisme og naivitet. Dog er Signe og hendes mand Henrik måske blevet lidt klogere på, hvorfor Capibaras motor kun modvilligt starter. 

Skotland: Dårligt vejr og whisky

I slutningen af maj på vores vej gennem Limfjorden til Thyborøn mødte vi en britisk sejler, og som det er kotume, delte vi tidligere og fremtidige destinationer med hinanden.

Om Skotland sagde vi, at vi sejlede dertil, fordi vi gerne ville have dårligt vejr og drikke whisky, og til det svarede han, at der nok ikke var bedre steder i verden til netop de to ting.

Vi grinede af det, og troede alligevel ikke helt på det, men det har vist sig, at han havde ganske ret. Da vi først ankom til Skotland, og vi fortsat var håbefulde med hensyn til vejret, talte vi i Fraserburgh med et par damer i den lokale te-salon.

Vi talte lidt om vejret, som man jo gerne gør i lande, hvor vejret ofte er dårligt, og da jeg optimistisk sagde, at jeg gik ud fra, at sommeren kom på et tidspunkt, lød det nøgterne svar: “Nogle gange.”

Hvis du ikke kan lide vejret, så vent 5 minutter

Nogle gange betyder desværre ikke altid, og det virker som om, at vi har ramt et af de år, hvor sommeren ikke kommer. Den har i hvert faldt ikke vist sig, hvor vi har befundet os i mere end 5 minutter ad gangen.

Postkortet, der viser et får i regnvejr både under overskriften Sommer i Skotland og Vinter i Skotland, har vist sig at være helt i overensstemmelse med virkeligheden. Vi har på nær et par enkelte solskinsdage i Caledonian Canal haft regnvejr, gråvejr eller noget midt imellem.

Jeg har hørt det blive sagt, at hvis man ikke kan lide vejret i Skotland, skal man bare vente 5 minutter. Jeg tænkte, at det betød omskifteligt vejr, men udsagnet har vist sig at være langt mere sandt, end jeg tidligere har troet muligt.

Jeg tror fx ikke, det er lykkedes os at købe en is i solskin, uden at det er begyndt at regne, inden vi er færdig med isen - og så store is spiser vi heller ikke!

A wee dram of whisky

Skotland bliver i høj grad også forbundet med whisky, og man skal ikke have været der længe for at tænke, at det giver god mening, at man producerer store mængder stærk spiritus et sted, hvor vejret er så dårligt.

På Capibara drikker vi aldrig alkohol, mens vi sejler. Vi er, som englænderne siger: “a dry boat”, en tør båd. Men tanken om en “wee dram of whisky” til at få varmen på har ikke været så fjern, når vi har siddet på båden i kold modvind og regnvejr, iklædt flere lag tøj med en Nexø-habit (som det hedder, der hvor jeg kommer fra) yderst.

Whisky er dog ikke en favorit-drik om bord, og det er ikke fordi, vi ikke har givet det en chance.

Vi har både været til whisky-smagning og på flere whisky-barer, og vi prøvet os igennem forskellige typer af whisky i forskellige prisklasser.

Henrik har givet helt op nu, så det indkøbte smagsæt med 12 forskellige single malt whiskyer, må jeg selv færdiggøre, fordi jeg er tilstrækkelig nærig til ikke at forære det væk.

Smag på The Storr

Heldigvis producerer skotterne andet end whisky, så vi har også smagt os igennem en del skotske gin, hvoraf den bedste af dem, omend jeg muligvis er lidt fordomsindtaget, bærer mit efternavn.

Ginnen hedder The Storr og laves på Isle of Skye. The Storr henviser til et bakke-/klippeområde på Skye, og en mini-vandretur til Old Man of Storr, en enkeltstående oprejst klippe, regnes for at være en af hovedattraktionerne på øen.

Vi efterlod derfor Capibara ved Fort William og tog på udflugt til Skye, selvom Henrik ikke helt delte min begejstring for navnefællesskabet. På vej til Old Man fortalte den lokale taxichauffør, at grunden til at stenen bærer netop dette navn, skyldes, at den ligner en fallos, og at skotterne altid har kaldt deres ædlere dele for My Old Man.

Det grandiose over området falmede lidt med denne forklaring, men ikke desto mindre vandrede vi op og rundt om The Old Man i et autentisk gråt og vådt vejr på “The Misty Isle”, som Skye også kaldes.

Henrik er dog ikke særlig vild med at vandre og slet ikke i dårligt vejr, så det er meget godt, at det var en lille sten på Skye og ikke Ben Nevis, der bærer mit navn.

Og så til ventilerne…

Al denne snak om vejr og whisky, men hvad sker der med den gamle motor? Der sker det, at en helt almindelig skotte, der netop var hjemvendt på sin båd fra

Australien, lagde til ved siden af os ved en bro i kanalen, netop som vi var i gang med at prøve at starte motoren. Han talte tilsyneladende bedre “Volvo-pentask” end både Henrik og mekanikeren i Inverness gjorde, og hans oversættelse lød plausibel:

Det er enten ventilerne, der ikke længere lukker tæt eller (lidt værre) stempelringene. Så det er den forklaring, vi i øjeblikket går med, og som vi planlægger at gøre noget ved, når vi - hvis alt går vel - kommer til Sydengland.

Ind til da håber vi på det bedste og krydser, hvad vi kan, når vi sejler for motor. Så måske er det alligevel muligt, at jeg kommer til at dele mit whisky-smagsæt med Henrik, inden jeg får det tømt. Om ikke for at holde varmen, så for at dulme sine motor-nerver.

Signe