Signe tilbage i Danmark for at søge amerikansk visum til Dansk Vestindiske øer

Hvis man gerne vil sejle til de Dansk Vestindiske øer (U.S. Virgin Islands) og/eller USA, så har man brug for et visum fra den amerikanske ambassade. De almindelige ESTA visa, som man kan få, når man fx flyver til USA, gælder ikke, hvis man ankommer i egen båd.

Jeg starter lige med en advarsel: Jeg piver en hel del i den her tekst! Jeg har ondt af mig selv, og det er ikke særlig klædeligt, men vi synes, livet er lidt op ad bakke for tiden.

Det er nu fire uger siden, vi efterlod Capibara i Portugal for at tage til interview på den amerikanske ambassade i København i forbindelse med vores visumansøgning, og vi har siden ikke haft mulighed for at rejse tilbage. Problemet er, at vi i forbindelse med interviewet indleverede vores pas, da visummet sættes heri, og vi har stadig ikke modtaget Henriks pas. Og uden pas, ingen rejse!

Ansøgte i god tid… troede vi

Vi troede ellers, at vi var mere på forkant med situationen denne gang, end sidst vi sejlede til USA. Da havde vi ikke fået undersøgt reglerne hjemmefra, og endte derfor med at ansøge om visum på den amerikanske ambassade på Barbados fra Martinique.

En uge efter vi havde indleveret ansøgningen, fik vi dog en aftale om interview på ambassaden, og fem dage senere kunne vi hente pas og visa. Et visum gælder i 10 år, så vi har stadig to år tilbage på det, men vores erfaring siger os, at meget kan ske, når man sejler langt, så selvom de to år måske ville være nok, så tænkte vi, at vi hellere måtte ansøge om et nyt.

Problemet er dog, at der sidenhen har været en coronaepidemi, og selvom vi søgte i marts, fik vi først en tid til interview i september. Men så måtte vi jo tage hjem.

Problemet med at rejse hjem…

Det er altid - virkelig altid - noget rod, når man skal hjem. Hvor kan man efterlade sin båd, og hvordan passer det med lufthavne og flyforbindelser? Det er ikke fordi, det ikke er hyggeligt at komme hjem og møde familie og venner, men det synes altid at passe bedre, havde det lige været 14 dage senere.

Men hjem kom vi, og vi mødte op på ambassaden til vores interview. Ligesom sidst blev vi spurgt om, hvorfor vi ønskede et amerikansk visum, og vi svarede, at vi gerne ville kunne sejle til USA. Spændende!, lød svaret.

De gamle visa blev stemplet CANCELLED, og herefter blev der sagt noget til os, som vi siden har brugt meget tid på at tale om: “Signe: dit visum er godkendt, og du vil snart få dit pas og visum tilbage. Henrik, dit vil blive forsinket.” Hvorlænge? Hvorfor? Det kunne hun ikke svare på.

Stadig intet pas

Sagen er åbenbart den, at ambassaden først efter sommeren er begyndt at behandle visumansøgninger, og turistvisum ligger ikke højt på deres prioriteringsliste. I denne uge har vi fået at vide, at Henrik kan få sit pas retur, ind til de har tid til at kigge på hans ansøgning (hvilket ikke er foreløbigt), men de kan ikke sige, hvornår det bliver.

Kan det blive inden, vi sejler over Atlanten i december, har vi spurgt om, men det ved de ikke. Vi har været ret frustrererede over ventetiden, men på den anden side, så vil vi jo virkelig gerne have det visum! Især nu hvor det andet er annuleret.

Bornholm, Bornholm, Bornholm

Som jeg skrev i indledningen, så er det nu fire uger siden, at vi var på ambassaden og det er 14 dage siden, at vi skulle have rejst retur. Vi har været igennem alle mulige scenarier med midlertidigt pas eller ID-kort, men vi ender hele tiden i en blindgyde. Så nu er vi i stedet gået helt i stå.

De sidste 14 dage har vi været hos mine forældre på Bornholm, som den sidste uge har været på ferie. De ringer hjem og fortæller om alt det, de oplever, og jeg fortæller, at der har været strømafbrydelse, at et vandrør er sprunget i Havnegade, og at Brugsens priser på smør er blevet helt vanvittige!

Vi må virkelig snart tilbage til båden! Og det ser heldigvis også ud til, at vi snart kan. Henrik har lige fået besked om, at hans pas nu er undervejs - godt nok uden visum (og vi også skal selv hente det, da chaufføren to gange har glemt at tage det med, og de ikke leverer i weekenden. Man får ikke meget for 350 kr.!) Men Capibara - vi er på vej! Om Capibara så er på vej til USA, må vi forholde os til en anden dag.

Signe