Signe i Biscayen: “Nu sker det,” sagde jeg da en gruppe spækhuggere nærmede sig båden

I mit sidste blogindlæg beskrev jeg vores overvejelser omkring valg af rute i forhold til de mange spækhuggerangreb, der har været på sejlebåde langs den spanske og portugiske kyst.

Jeg havde hjemmefra gerne villet sejle i de spanske rias, men i en Facebook-gruppe, som advarer mod spækhuggerangreb, kunne vi læse om en masse angreb omkring A Coruña, hvor mange både er kommet i land med ødelagte ror. Vi søgte derfor i stedet mod Portugal i en stor bue uden om Nordspanien, og håbede på den måde også, at vi kunne undgå den tætte tåge, der tit er omkring Finisterre.

Advarsel om spækhuggere i Biscayen

Samme morgen, som vi havde besluttet at sejle af sted, kunne jeg (selvfølgelig!) læse et opslag i FB-gruppen, at man nu også advarede mod spækhuggerangreb omkring kontinentalsoklen sydvest for Brest. Jeg nærstuderede det kort, de havde delt på Facebook, hvor de havde placeret et lyssignal på et google kort. Lå det ikke lidt længere mod øst, end hvor vi ville sejle?

Henrik mente ikke, at jeg kunne regne så præcist med lokationen af lyssignalet, men jeg gjorde mig umage med at se, at det vist ikke helt var der, vi ville ende. Et par timer senere sejlede vi af sted som planlagt og håbede, at Biscayen var et stort hav - men så stort er det åbenbart ikke.

To døgn efter vi havde forladt Falmouth, dukkede de op. Vi havde sejlet for motor siden om morgenen, hvor vinden var forsvundet helt, så havet var forholdsvist roligt. Jeg stod i cockpittet og kiggede ud, da jeg så nogle rygfinner nærme sig båden fra øst. “Nu sker det,” kaldte jeg til Henrik, som netop var gået ned.

Henrik kom op, og vi stod begge og kiggede på dyrene, der nærmerede sig. Kunne det ikke bare være delfiner, spurgte vi hinanden? Nej, de her var alt for store og bevægede sig helt anderledes roligt og tungt.

5-7 spækhuggere

Vi fik begge hurtigt vores redningsveste og livliner på, mens vi stod og betragtede dem. Der var omkring 5-7 spækhuggere. Nogle var ikke så store, mens andre var lidt større.

Først bevægede de sig foran båden, hvorefter de forsvandt, og lidt efter dukkede de op på vores styrbordsside, hvor de svømmede ved siden af båden, men hele tiden omkring 50-100 meter fra os.

Vi havde læst, at man måske kunne afværge et angreb ved at sætte motoren i backgear, og eftersom vi allerede sejlede for motor, var vi klar til det. Henrik havde desuden bundet et reb om vores rorpind, som han kunne fastgøre omkring et par klamper i cockpittet, så rorpinden ikke ville banke alt for meget rundt, hvis de skulle begynde at skubbe rundt med os.

Nu sker det…

Efter at have fulgt os lidt på afstand, faldt gruppen af spækhuggere lidt bagud, og så det pludselig ud som om, de gjorde sig klar til angreb. Tre af dem begyndte at styre direkte mod bådens bagende. Vores puls steg, og vi holdt godt fast. Nu sker det, sagde vi til hinanden.

Men efter kort tid synes de alligevel at ombestemme sig, og derefter forsvandt de. Det tog os lidt tid helt at komme os over det, men hvilken lettelse! Dagen efter var en anden båd blevet angrebet på næsten de samme koordinater og af en gruppe, der lignede vores beskrivelse. Så spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor de ikke angreb os?

Blind passager

De fleste angreb er sket på både med fritstående ror, så vi tror, at vores langkølede båd og kølhængte ror er årsagen til, at de ikke angreb os. (Der skal jo også gerne være nogle fordele ved en sådan køl!). Der har været lidt snak om dette i FB-gruppen, og statistikken viser, at der er færre (men ikke ingen) langkølede både, der er blevet angrebet.

Men som en sejler påpegede, så kan det måske også skyldes, at der generelt er færre af den slags både på havet. Så hvem ved? På resten af turen så vi ikke flere spækhuggere, men vi sejlede også i tæt tåge meget af vejen, så det kan være, at vi levede i lykkelig uvidenhed.

De eneste dyr herudover var et par fugle, der tog ophold på båden: Først på dæk og dernæst inde i kahytten, og de var ikke meget for at forlade os. Den ene fandt vi desværre død under bordet i salonen, da vi kom frem til Porto, men den havde også set lidt forhutlet ud, da den kom om bord.

Tåge, motorsejlads og nattevagter

De omkring 600 sømil fra Falmouth til Porto gik ellers rigtig godt, og den mindede os om, at vi ikke er helt grønne, når det kommer til at sejle lange stræk. Normalt har vi 3 timers vagter om natten, men denne gang prøvede vi med 4 timer, og det fungerede faktisk bedre. Den ekstra times søvn gjorde, at det var lettere at sidde de mange timer i cockpittet - selvom det stadig er lidt kedeligt.

Vi havde generelt ikke meget vind, og det blev nok til lige dele sejlads for motor og sejl. Vi havde også en enkelt dag med større bølger og hvor vi rullede fra den ene side til den anden: En kedelig reminder om, hvordan det er at sejle over Altanten.

Det værste var dog tågen, som vi slet ikke slap for, selvom vi var langt fra Finisterre. Udover at det er meget ubehageligt ikke at kunne se noget, og at man næsten kun venter på, hvad der dukker frem fra tågedisen (man har jo set Pirates of the Caribien), så bragte den også kolde temperaturer og høj luftfugtighed, så alt om bord var mere eller mindre fugtigt hele tiden. Tågen fulgte os helt ind til de sidste sømil inden Porto, hvor vi var meget glade for at slippe for den.

Er det stadig fedt at komme i land?

Da vi sad derude, overvejede vi, om vi skulle fortsætte længere sydpå. Det gik jo egentlig meget godt, så måske skulle vi bare sejle helt ned til Lissabon? Desuden tænkte jeg, at jeg måske havde sejlet så meget, at jeg ikke længere ville opleve den næsten euforiske følelse, det er at komme i land efter en offshore tur.

Men det var heldigvis helt forkert! Efter 6 døgn til søs, var det bare så skønt at komme i land, og jeg føler mig næsten lykkelig nu, hvor jeg igen har fast land under fødderne og masser af oplevelser i vente. Jeg tror, vi bliver her i Porto et stykke tid!

Fakta:

Om hvorfor man skal frygte Biscayen - og hvorfor man ikke skal

Biscayabugten er et berygtet farvand blandt søfolk, og det er kke helt uden grund. Omkring 100 sømil ud fra Frankrigs kyst rejser Atlanterhavssoklen sig stejlt under havoverfladen, og dette giver nogle meget voldsomme bølger, der kun bliver forværret af de stærke strømforhold i området.

Der findes masser af billeder af franske fyrtårne, der får deres øverste vinduer slået ind af bølgerne. Biscayen er samtidig sammen med Den Engelske Kanal et af de erhvervsmæssigt mest besejlede områder, så man kan sagtens forestille sig, at det tidligere, uden AIS og pålidelige vejrprognoser, har været en udfordrende sejlads.

I dag er det dog min erfaring, at det ikke kræver meget mere end en god portion tålmodighed at sikre sig en god sejlads over Biscayen, fordi man blot bør vente på et godt vejrvindue. Derfor bliver jeg lidt ærgerlig, når jeg hører især nye sejlere sige, at de ikke tør krydse Biscayen, fordi det er så farligt. Men hvem siger det? Jeg har mødt mange, der har krydset Biscayen, og ingen fortæller, at de var i fare. Må dette hermed være min ydmyge opfordring til, at vi holder op med at skræmme nye sejlere med fortællinger fra gamle dage, som ikke længere behøver at være sande - især ikke hvis man har en god vejrudsigt og udviser en smule sund fornuft.