Ni bredskuldrede surfere er klar til IQ Foil EM på Gardasøen
Et stort danskerhold er parat til årets europamesterskab i Italien. Tirsdag skydes sejladserne i gang. Lærke Buhl-Hansen, der sidste sommer tog en top-10-placering i RS:X-klassen ved OL er blandt de kampklare danskere.
Surferne har fået vind i sejlene. Det gælder ikke mindst de bredskuldrene IQ Foil-surfere, der tirsdag indleder årets europamesterskab.
Det sker ifølge Sejlerlandsholdet på Gardasøen i Italien, der er kendt for sine fremragende sejlforhold.
Lærke Buhl tvunget til skifte
Syv herrer og to kvinder har sneget sig ind på mesterskabslisten, herunder Lærke Buhl-Hansen. Den 30-årige surfer sikrede sig sidste år en imponerende syvendeplads i RS:X-surfklassen ved OL i Tokyo, ligesom hun også var til start ved de olympiske lege i Rio i 2016.
Nu er RS:X-klassen dog fortid på OL-programmet, og aarhusianeren har derfor kastet sin kærlig på den foilende IQ-klasse i stedet.
Her har hun selskab af unge Sofie Hammeken, der sammen med Buhl-Hansen skal dyste i kvindeklassen.
Syv danskere i herre-feltet
På herrernes surf-bane er hele syv danskere til start. Både Mads Jepsen, Alfred Tang Dixen, Johan Søe, Niklas Lillelund, Christoffer Damgaard, Kasper Storvang og Anders Eliasen er således en del af det danske team, der de seneste uger har trænet på Gardasøen og tirsdag indleder selve EM-stævnet.
I trænerbåden har de danske surfere fornøjelsen af Nikolaj Buhl og Sebastian Kornum.
Du kan følge resultaterne fra europamesterskabet her.
Kilde: Sejlerlandsholdet