Se hvilke sejl Matcher 31'eren Engel bruger til Palby Fyn Cup og andre sejladser
- Vi ser frem til en spændende og udfordrende sæson. Niveauet inden for sejlsporten må siges at være hævet væsentligt efterhånden, hvilket kun gør det sværere og ikke mindst mere udfordrende at sejle kapsejlads, fortæller Morten Leth-Jessen fra Kolding.
Kolding-sejler Morten Leth-Jessen skriver om til Minbaad.dk.
Jeg har for første gang i de 16 år, vi har haft Matcher 31'eren Engel, ikke kunnet finde nogen steder at optimere væsentligt. Så til sæsonen 2022 er det kun lidt småjusteringer og lidt ekstra kærlighed, båden får.
Dét, vi så vil arbejde lidt med til sæsonen 2022, er at justere vores sejl-setup i forhold til de individuelle sejladser, vi skal deltage i.
Vi er ret godt kørende med sejl-garderoben, så for at give en idé om, hvad jeg mener, kommer her de muligheder, der er individuelt.
Set-up til Palby Fyn Cup, Brandsø Rundt og Als Rundt
Her vælger vi det helt store setup med storsejl på 37 m2, genoa på 70 m2 monteret på 1,67 meter bovspryd og bliver skødet i spilerblokken (underliget er godt 10 meter langt, og båden er 9,50 meter), gennaker på 123 m2 plus alle de sejl, der så kan lægge sig under disse i forhold til målereglerne.
Det setup er relativt dyrt på DH-målet, men er vi heldige, lægger vinden sig lidt til natten, og turen igennem Svenborgsund kan også komme os til gode, så den time ekstra, vi skal sejle hurtigere i forhold til vores standard setup, håber vi kommer os til gode her.
Det samme setup vil også blive brugt til Brandsø Rundt og Als Rundt.
Set-up til DH-DM
Jævnfør de enkelte sejladser ved DH-DM primært vil være op-/ned-baner, vælger vi her det lille setup, som består af storsejl på 37 m2, fok på 23 m2, spiler på 84 m2 samt code 0 på 50 m2, idet det vil give mere mening.
Her har vi ikke mulighed for rumskødeben som på distancesejladserne.
Da vi ofte står i en situation, hvor der er mangel på gaster, har vi lavet et samarbejde med Matcher 31'eren Den Gyldne Dame i Bogense, hvor vi deler gaster til de sejladser, hvor begge både ikke kan stille fuld besætning.
Datoer for kapsejlads
Så sejladsplanen på Engel i 2022 er:
2Star i Kolding d. 7 maj, Palby Fyn Cup d. 20-22 maj, Als Rundt d. 11 juni, Flæssing Flækøjet i Kolding d. 25 juni, DH-DM i Juelsminde d. 28-28 august, Brandsø Rundt i Middelfart d. 3 september, Fænø Rundt i Kolding d. 24 september - og så må vi se, om ikke der kommer flere sejladser på.
Morten Leth-Jessen
Følg Matcher 31'eren her: www.facebook.com/ENGEL-Sailing-Team-273574313144750