Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Sjælland Rundt Sailing Week sejles i 2022 fra den 10. til den 19. juni. Foto: Troels Lykke

Ambitiøs plan: Sjælland Rundt vil være den største maritime begivenhed med over 4.000 sejlere i 2026

Den lange distancesejlads skal atter samle tusindvis af sejlere fra hele Europa til en dyst på vandet og til social hygge på land. 280 både skal være til start i år.

Af Sara Sulkjær |

2000 både fra ind- og udland deltog engang i sejlerfesten Sjælland Rundt. Sådan er det ikke længere. I 2021 var 137 både på startlinjen - men skal man tro Helsingør Sejlklubs ambitiøse femårsplan vender eventen snart tilbage til fordums styrke:

- Den tid (med mange deltagere, red.) har vi ikke nu, og derfor vil vi gøre tingene på en ny måde. Vi møder absolut ingen modstand med vores femårsplan. Tværtimod møder vi stor velvilje, fortæller formand for Helsingør Sejlklub, Kasper Wedersøe til Helsingør Dagblad.

Målsætningen er klar. 280 både skal sejle med til juni. Et tal, der i 2026 skal stige til 955 både med i alt 4420 sejlere ombord. 

Kielerugen som inspiration

Sejlevents i Spanien, Frankrig og ikke mindst Kielerugen er gået efter i sømmene i jagten på den femårsplan, der skal lokke de tusindvis af sejlere mod Helsingør og Sjælland Rundt Sailing Week, som den klassiske Sjælland Rundt fremover kaldes.

Derfor vil deltagerne i de kommende år ikke blot blive inviteret til at sejle nonstop rundt om Sjælland. Også anderledes ruter, kortere sejladser og lignende bliver en del af programmet.

Allerede i år kan sejlerne melde sig på listen til en langt mere social sejlads, der har sejlads omkring Vejrø som sit særlige kendetegn:

- Den klassiske Sjælland Rundt vil være omdrejningspunktet for den nye begivenhed, Sjælland Rundt Sailing Week, og vil i 2022 udvides med en kapsejlads til/fra Vejrø, hvor de deltagende både går i mål og starter fra Vejrø, forklarer sejlkubben på sin hjemmeside og uddyber:

- Der er lagt vægt på et socialt kapsejladsprogram, for dem der vil sejle den halve distance ad gangen på omkring 100-110 sømil.

Sailing Week for jollesejlere

Med det nye Sailing Week-koncept kan også jollesejlerne se frem til at komme på vandet i Helsingørs sejlsportsuge. Alt sammen med dét formål at skabe landets største sejlsportsevent, der skal samle sejlere fra hele Europa til glæde for såvel havne- som bylivet i Helsingør:

- Vi vil være den største maritime begivenhed i Danmark, der tiltrækker besøgende på land og vand. Vores fokus på sejl- og vandsport betyder nye kommercielle muligheder for lokale virksomheder, så det her også bliver en økonomisk succes for byens indbyggere, understreger arrangørern i femårsplanens beskrivelse.

Du kan fra den 1. marts tilmelde dig Sjælland Rundt Sailing Week her.

Kilder: Helsingør Dagblad og Helsingør Sejlklub

Motor
content-loader
content-loader
content-loader