Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
TV 2-holdet er klar med Emil Erichsen, tv., Jonas Hviid-Nielsen og Lin Eea Cenholt. Foto: Troels Lykke

SEJLADS AFLYST FREDAG: Start 15.30 i 3-5 m/sek. og tæt regn - F50erne foiler fra 3 m/sek. - briter er ude

Vinden udeblev fredag. Lørdag sejles der. Her fra pressecenteret ved Nordhavn kan vi se at bådene foiler kun 200 meter fra tilskuerne. - Man har frygtet tordenvejr, vingerne rager jo 29 meter op, siger Rasmus Køstner til minbaad.dk. Se på TV2 eller få live-feed her. Opdateret kl. 16.48

Af Troels Lykke |

Der er gode, danske nyheder forud for ROCKWOOL Denmark Sail Grand Prix | Copenhagen, som løber af stablen i dag klokken 15.30. Ifølge den danske SailGP-skipper Nicolai Sehested følte holdet sig nemlig ovenpå ved gårsdagens træningssejlads i Nordhavn.

Se live feed her

På trods af udsiger til dårlige vejrforhold fredag er der optimisme at spore hos det danske ROCKWOOL SailGP-hold med Nicolai Sehested ved roret.

Solen skinnede og vinden var noget nær perfekt, da den officielle SailGP-træningssejlads torsdag eftermiddag fandt sted ud for Oceankaj i Københavns Nordhavn. Det var med deltagelse af syv ud af ni SailGP-landshold, da Spanien og Storbritannien begge kæmpede med at reparere deres beskadigede F50-katamaraner. 

Man skal naturligvis passe på med at lægge alt for meget i resultaterne i et træningsløb, men det så fornuftigt ud for den danske båd, der i de tre løb sikrede sig to tredjepladser. Men vigtigst af alt var det ifølge skipper Nicolai Sehested en god følelse ude på vandet. 

“Det var en god generalprøve i København i går. Det er bare en fed følelse at være på hjemmebane, vi føler os ovenpå, og jeg synes, at vi bliver mere og mere komfortable med vores forskellige manøvrer. Og så var vejret jo bare helt perfekt. Det er det, vi kalder ‘champagnesejlads’, og jeg tror ikke, man får det meget bedre på Øresund,” siger Nicolai Sehested, der glæder sig til, at det hele går løs i dag.

Bliver fed sejlads

“Vi kan kun håbe på lignende forhold i dag, selvom vejrudsigten godt kunne se bedre ud. Men uanset hvordan vinden bliver, tror vi allesammen på, at vi kan levere en fed sejlads og vigtigst af alt et flot resultat foran de mange danske fans,” siger den 31-årige skipper, der med en tredjeplads ved det seneste SailGP-event i Plymouth førte sit danske hold til den første podieplacering. 

Det var ikke kun den danske skipper og hans besætning, som var begejstret over forholdene i København torsdag eftermiddag. Nathan Outteridge, som fører an i den schweiziske båd, forudser en fantastisk oplevelse for publikum fredag og lørdag. 

“Jeg har altid elsket at komme til Danmark for at sejle, for det er en skøn sejlsportsnation. Banen bliver en udfordring, fordi den er så tæt på land, så tilskuerne får sig virkelig en fantastisk oplevelse. Det er ingen hemmelighed, at vejrudsigten ser lidt udfordrende ud, men de her både har ikke brug for meget vind for at få fart på, og jeg elsker faktisk at sejle i let vind,” lyder det fra Nathan Outteridge. 

København er det fjerde ud af de 11 steder, som udgør løbskalenderen i SailGP Sæson 3. Saint-Tropez i Frankrig er næste stop, inden flåden af F50-katamaraner besøger Cádiz, Dubai, Singapore, Sydney, Christchurch og til sidst San Francisco i maj 2023.  

Dagens løb starter klokken 15.30 og sendes live på TV2s hovedkanal. 

SAILGP SÆSON 3: SAMLET STILLING (efter tre events) 

1 // Australien  // 29 point   

2 // Storbritannien // 24 point 

3 // New Zealand // 22 point

4 // Canada // 22 point

5 // Danmark // 20 point 

6 // Frankrig // 15 point

7 // USA // 13 point

8 // Spanien // 8 point 

9 // Schweiz // 7 point

SAILGP SÆSON 3 IMPACT LEAGUE-STILLING 

1 // New Zealand // 509 point   

2 // Danmark // 505 point 

3 // Canada // 498 point

4 // Storbritannien // 490 point 

5 // Australien // 489 point 

6 // Spanien // 474 point

7 // USA // 473 point 

8 // Frankrig // 466 point 

9 // Schweiz // 425 point

Motor
content-loader
content-loader
content-loader