Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
De der SUP boards ramler også tit ind i os. De kan jo ikke finde ud af at bruge de pagajer. Men der kan jo ikke ske noget. Så falder de i vandet, og så griner vi lidt af det. De motordrevne udlejningsbåde er straks værre, siger Klavs Nordbirk. Arkivfoto: Troels Lykke

Udlejningsbåde rammer fastliggere i Christianshavns Kanal

- Pludselig hører jeg et ordentligt drøn. Det kan virkelig lyde voldsomt, når der fart på. Men da jeg kommer hen og ser til det, er den anden båd bare sejlet videre, siger en bådejer Klavs Nordbirk, der er Kajformand for Kaj 2 i Christianshavns Kanal.

Af Troels Lykke |

Sejlbåde, motorbåde, udlejningsbåde, havnebusser, kajakker, SUP-Boards, netto-både; tusindvis af københavnere og turister pjasker rundt i Københavns Havn, og når så mange skal deles om vandet, ender det ofte i sammenstød, fortæller Klavs Nordbirk, der er Kajformand for Kaj 2 i Christianshavns Kanal til KøbenhavnLiv

Selv har han sin båd fortøjret ved Overgaden Oven Vandet, hvor han ligger i første parket til sommersammenstødene.

'Diva', som hans båd hedder, har også denne sommer allerede fået så mange påsejlinger, at han har opgivet at holde styr på tallet.

- Vi får set lidt af hvert, og det er så sjovt at sidde og holde øje med. Der er altid nogen, der falder i vandet, eller slet ikke kan finde ud af at styre bådene og så ender med at ligge på tværs og spærre i kanalen, siger Klavs Nordbirk, og fortæller, at baderampen for enden af hans båd har reddet ham fra mange ridser og skrammer.

- Men det er jo dejligt med al den aktivitet, og sådan skal det sgu helst blive ved med at være.

Uundgåelige sammenstød

Man kan ikke undgå, at folk engang imellem støder ind i hinanden, men spørgsmålet er bare, hvor meget fart der er på, og hvordan situationen bliver håndteret efterfølgende, forklarer Klavs Nordbirk.

- De der SUP boards ramler også tit ind i os. De kan jo ikke finde ud af at bruge de pagajer. Men der kan jo ikke ske noget. Så falder de i vandet, og så griner vi lidt af det. De motordrevne udlejningsbåde er straks værre, siger Klavs Nordbirk.

- For ikke så længe siden var der en udlejningsbåd, hvor det tydeligt var turister, der sejlede. Jeg tror måske endda også lige, de havde skiftet tur til at styre båden. Det er meget tydeligt at se, griner han.

- Pludselig hører jeg et ordentligt drøn. Det kan virkelig lyde voldsomt, når der fart på. Men da jeg kommer hen og ser til det, er den anden båd bare sejlet videre. Det er ikke ret godt sømandsskab, siger Klavs og fortæller, at situationen heldigvis endte uden de store skader og sluttede med smil og venlighed.

Kilde. KøbenhavnLiv

Motor
content-loader
content-loader
content-loader