Signe på Gran Canaria: Vi har fået atlanterhavsstress!
Om bord på Capibara er julestemningen ved at indfinde sig, men det er en begyndende stress over den kommende sejltur over Atlanten også. For der er lige pludselig ikke så længe til.
Jeg synes lige, at jeg har skrevet om, hvor dejligt det er at have god tid, og hvordan vi nyder ikke at skulle have travlt med at gøre båden klar til atlanterhavsturen. Nå, men den tid er nu forbi.
Siden jeg vendte retur fra Danmark, er vi begyndt at kunne mærke, at der ikke er så lang tid igen til, at vi gerne vil af sted, og vi finder hele tiden på flere ting, der ville være rare at få ordnet.
Vi har selvfølgelig ingen deadline, så vi kan bare udskyde afrejsen, men vi er også ved at være klar til at komme ud at sejle igen, efter snart at have ligget i Las Palmas i en måned.
Vi har tjek på det hele!
Da vi ankom til Las Palmas, syntes vi, at vi havde ret godt tjek på det hele. Vi talte faktisk om, at vi var så klar til at sejle de 3000 sømil til Caribien, at vi egentlig bare kunne handle ind og tage af sted.
Her en måned senere er båden i stedet skilt ad, og hver gang vi tager hul på en opgave, så er det som om, der bare følger andre opgaver med. Desuden fandt Henrik sit jyske krejler-gen frem, mens jeg var væk, så om bord har vi nu også et (for) stort solpanel, der skal monteres, og en udenbordsmotor, der ikke virker.
Opgaver krydses af
Der bliver dog også krydset opgaver af listen. Bl.a. har Henrik renset vores spil, hvilket var længe tiltrængt. Fabrikanten anbefaler, at man renser dem hvert andet år, og i år er første gang i de 15 år, han har haft båden, at han gør det.
Derudover har han støbt et nyt monteringspunkt i dækket til vores ekstra forstag, der altid har været lidt utæt, og han har flyttet spillene i cockpittet, så de ikke sidder i vejen for storskødet.
På vindmøllen har han monteret nye skråstivere for at sikre den bedre, og så laver han hele tiden et eller andet med el. Jeg har fået at vide, at vores elsystem nu er et mere sikkert system med flere sikringer og et mere effektivt system med større ledninger.
Mini-cockpittelt
Jeg er i stedet gået i gang med at lave et slags mini-cockpittelt, så vi kan sidde i ly for vind og regn, når vi sejler. Det ligger ikke særlig naturligt til mig at lave den slags ting, og jeg vil også godt indrømme, at jeg ikke har taget så godt imod Henriks konstruktive kritik undervejs i processen.
Men selvom jeg tror, jeg har pillet ligeså meget op, som jeg har syet, så er jeg nogenlunde tilfreds med resultatet ind til videre. Man skal dog - bogstavelig talt - ikke gå det alt for meget efter i sømmene.
Mad til 30 dage
Jeg er også begyndt at planlægge indkøb og mad til turen over Atlanten. Vi følger lige nu et par både, der er på vej over Atlanten, og som sejler ca. 100-120 sømil i døgnet, så jeg planlægger mad til 25-30 døgn (men håber virkelig på 25).
Vi plejer ikke at have meget frisk mad med, når vi sejler længere offshore-ture, og jeg tror heller ikke, at vi gør så meget ud af det denne gang. Det plejer at tage 3-5 dage før vi rigtig vænner os til at være på havet, og i de dage synes jeg ikke, at jeg har så meget overskud eller lyst til at stå og snitte og skære og lave mad - i hvert fald ikke, hvis jeg ikke behøver det. I stedet laver jeg masser af mad inden, vi tager af sted, vakuumpakker retterne og fryser det i den rækkefølge, vi vil spise det i.
Ny fryser
Vi har spist på denne måde, hver gang vi har sejlet langt, og det fungerer godt for os - og derfor ville vi virkelig også være kede af at skulle undvære en fryser, selvom den selvfølgelig bruger en del strøm. Den første fryser, vi havde, var en Dometic 25 L.
Den var vi meget glade for, men da vi tog af sted denne gang, var den gammel, og termostaten virkede ikke mere. Vi kiggede på mange forskellige og var egentlig ved at købe en ny Dometic, men i en engelsk bådforretning fandt vi et forholdsvist nyt engelsk mærke: Total Cool.
Målene passede bedre til der, hvor vi gerne ville have den stående, og prisen var også væsentlig lavere. Vi kunne endda gå et nummer op i størrelse, så nu har vi 45 L. Sidst havde vi plads til omkring 20 retter i fryseren, men denne gang regner jeg med lidt flere.
Glædelig jul
Men det hele skal ikke gå op i opgaver, for det er jo også jul. Julemiddagen og julefrokosten om bord bliver nok ikke helt samme standard som i Danmark - jeg kan fx ikke finde et glas sild her i Las Palmas!
Men ud over de tidlige julegaver, som jeg havde med hjem til båden, bl.a. nye vantbeskyttere, motordele og en hydraulisk krympetang, så havde jeg også julegodter med i bagagen, heriblandt min mors hjemmekogte klejner - så det skal nok blive en rigtig jul alligevel! Med ønsket om en glædelig jul og et god nytår til alle fra Capibara og besætning.
Signe